CG Jensen afleverer endnu et pakhus i Nordhavn

Fra opbevaring af kaffe til ombejlede kontorlejemål: CG Jensens division Byggeri Øst har transformeret endnu et pakhus i Nordhavn for udviklingsselskabet By & Havn. Teamet bag har renoveret det 72 år gamle Pakhus 53 gennem tre år – og står også bag transformeringen af tvillingepakhuset Pakhus 47, der i 2024 blev kåret til Årets Byggeri i kategorien Erhverv.

”Det er blevet virkelig flot – gid der var et tredje pakhus, vi kunne tage hul på”, lyder det samstemmende fra projektchef Anders Esben Kirk Lundh og afdelingschef Kurt Brüel Hansen i CG Jensens division Byggeri Øst, der sammen med et erfarent renoveringsteam netop er kommet i mål med en gennemgribende renovering af det bevaringsværdige Pakhus 53.

Bygherren By & Havn har ønsket at bevare så meget som muligt både i forhold til facade og interiør. CG Jensen har totalrenoveret den gamle lagerbygning til et færdigt indrettet lejemål klar til indflytning – og har sideløbende etableret en ekstra etage med lette ydervægge og konstruktion af stålsøjler og -bjælker.

CG Jensens gartnere har endvidere etableret en smuk taghave med terrassedæk og beplantning i kar, friholdt fra det eksisterende tag.  

”Vi har brugt tid på at finde de rigtige løsninger, og vi har kunnet bruge vores erfaringer fra Pakhus 47 til at optimere vores arbejder på pakhus 53”, siger afdelingschef i CG Jensens division Byggeri Øst, Kurt Brüel Hansen, der har brugt stort set hele sit arbejdsliv på renoveringsarbejder.  

Renoveringen af pakhusene i Nordhavn i København er prikken over i’et.

”Begge huse er blevet virkelig flotte. Vi har været igennem en travl og tæt dialog med både bygherre og lejere, og det er altid specielt at slippe noget, man har arbejdet så grundigt med”, siger Kurt Brüel Hansen, der sammen med Anders Esben Kirk Lundh glæder sig over, at begge pakhuse har været stort set mangelfri.

Omfattende arbejder

Bag transformeringen ligger mange timers arbejde. Der er renoveret ydervægge og etableret nye kerner med flugtvejstrapper, toiletter og birum, og der er udført tekniske installationer, ventilationsanlæg samt flere teknikrum.  

I stueetagen er der udført nye trapperum med elevatorer.

På 1. sal skal er der etableret toiletter samt birum og kantine til tre lejemål, og i tillæg hertil er der etableret et nyt indskudt dæk hen over 1. salen på en ny stålkonstruktion.  

Nu står lejerne i kø for at indtage de attraktive kontorlejemål.

Udbygning af Nordhavn

Transformeringen af de to pakhuse til kontorformål er et led i udbygningen af bydelen Sundmolen, der udgør 3. etape i udbygningen af Nordhavn.  

Og det må siges at have været en fremsynet bygherre, der tilbage i 1953 anlagde Pakhus 53. Huset har nemlig været forberedt på at kunne bære en ekstra etage – og dermed også de 1.000 ton stål, som CG Jensen har indlagt.

”Det er ret imponerende, at vi med relativt få indgreb har kunnet indbygge omkring 1.500 ton nye materialer på den tilføjede etage uden at ændre på funderingsforholdende for huset”, siger projektchef i CG Jensens division Byggeri Øst, Anders Esben Kirk Lundh.