CG Jensen afleverer sidste etape af Hvidovre Havn
CG Jensen totalrenoverede i 2024 Hvidovre Havn, hvor man pillede havnefronten ned og ti meter ind for så at bygge det hele op igen. Nu har CG Jensen så netop afleveret en omfattende renovering af inderhavnen som et led i en større fornyelse af Hvidovre Havn.
”Det var meget fedt, at vi kunne få lov til at fortsætte arbejderne på havnen, det har været en spændende opgave”, siger projektchef i Anlæg Vest, Claus Juel Hansen om afleveringen af tredje etape af havnefornyelsen.
Her har CG Jensens division Ramning & Vandbygning udskiftet spunsvægge, så man har fået en ny kajvæg med stålprofiler og azobeflager. Herudover har CG Jensens betondivision renoveret og udbygget en beddingsrampe i beton – og endelig har man renoveret og udvidet både havnens og roklubbens slæbested.
”Hvidovre Kommune har haft et fantastisk godt samarbejde med rådgivere og entreprenører vedrørende renovering af havnen”, lyder det fra en tilfreds driftsleder for Center for Trafik og Ejendomme, Connie Kirkegaard Nielsen, og glæden er gengældt hos CG Jensen.
”Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med Hvidovre Kommune, hvor problemstillingerne er blevet løst løbende, og hvor vi er lykkedes med at aflevere et projekt, alle er tilfredse med”, opsummerer formand i CG Jensens division Anlæg Vest, Jens Per Würtz.
Genbrug af mastekran og flydebroer
CG Jensens betondivision har også støbt fundamentet til en mastekran, som oprindeligt stod i Roskilde Havn, men som CG Jensen efter aftale har nedpillet og genopsat i Hvidovre Havn.
Genbrug er der også over to flydebroer, som CG Jensens division Ramning & Vandbygning har anlagt. Dem har CG Jensen nedpillet fra en anden havnerenovering, og nu gør de altså gavn igen – blot i Hvidovre.
Det er samme gode team, der har renoveret både yder- og inderhavn i Hvidovre. Og herudover har man som nævnt haft hjælp fra CG Jensens betondivision.
”Der har været en super god stemning på pladsen. Folkene har gjort en kæmpe indsats, og alle har været virkelig løsningsorienterede på tværs af fagene”, siger formand i CG Jensens division Anlæg Vest, Jens Per Würtz.
CG Jensens betondivision har også støbt fundamentet til en bådkran og støbt større betonplader til henholdsvis lastbilparkering og benzinstander.
Niras har været rådgiver på projektet.
Læs mere om vores kompetencer inden ramning og vandbygning her