CG Jensen færdiggør renovering af stort distributionscenter ved lufthavn
CG Jensens division Byggeri Jönsson har i hovedentreprise renoveret et 4.700 kvadratmeter stort lager ved Københavns Lufthavn for ejendomsvirksomheden AEW.
Byggeri Jönsson er på blot 56 dage lykkes med at udføre en stor makeover af et af større distributionscenter ved Københavns Lufthavn, så det nu igen kan udlejes fra den 1. juli.
”Det var en meget tilfreds bygherre, som tog imod huset ved afleveringen og dermed kan overdrage bygningen til de nye lejere”, siger senior projektchef i Byggeri Jönsson, Peter Nedergaard Poulsen om forløbet.
Vilje til fremdrift
Opgaven har omfattet renovering af både et lagerområde, et lasteområde, et velfærdsområde, et udendørsområde, et indgangsområde, et veterinæromåde samt et køle/fryseområde.
En af de større arbejdsopgaver har været renovering af gulve, hvor man har skullet overfladebehandle gulvarealerne med en polyurethan gulvbelægning, og en anden stor post har været reparation og maling af vægge. Andre arbejdsopgaver har været opsætning af ventilation, sprinkling og køl.
En alsidig opgave, som altså har skullet løses på blot 56 dage, så man har måttet køre i fast track.
”Vi har i forløbet haft et positivt og konstruktivt samarbejde med bygherrens rådgiver KHR, hvor alle har været bekendt med forudsætningen om, at der var behov for hurtige afklaringer i forhold til den korte byggetid som var afsat – og så har vi ligeledes været utrolig heldige/dygtige med udvælgelsen af underentreprenører, som alle er gået engageret og dedikeret til opgaven og har leveret et rigtig flot stykke arbejde til tiden”, siger senior projektchef i Byggeri Jönsson, Peter Nedergaard Poulsen.
Brug af egenproduktion og koncernsamarbejde
Byggeri Jönsson har også fået hjælp af CG Jensens division Jord, Kloak & Gartner til at udgrave til nye betonfundamenter, som CG Jensens betondivision efterfølgende har støbt.
”Der har også været god hjælp og sparring med vores betonafdeling, som har stået for nye fundamenter til de nye dockstationer og wheelguides”, siger senior projektchef i Byggeri Jönsson, Peter Nedergaard Poulsen.
Opgaven har også budt på en del nedrivningsarbejder – herunder af de mest medtagede lofter samt fjernelse af inventar i velfærdsområdet. Denne del har koncernforbundne J. Jensen Nedrivning stået for.