CG Jensen forstærker strategisk vigtig kaj på Esbjerg Havn
CG Jensen har ad flere omgange udvidet Esbjerg Havn. Nu skal man forstærke et 360 meter langt eksisterende kajanlæg, da behovet for udskibning af større vindmølledele er stort.
CG Jensen skal denne gang forstærke den 360 meter lange Arieskaj, som blev anlagt for et par årtier siden, da Esbjerg Havn udvidede Sydhavnen for at kunne imødekomme behovet for udskibning af vindmølledele samt short-sea-skibstrafik.
“Forstærkningen af Arieskajen er et vigtigt led i at sikre, at vi fortsat kan imødekomme den stigende efterspørgsel på udskibning af større og tungere vindmøllekomponenter. CG Jensen kender området og vores behov indgående, og deres erfaring er afgørende for, at arbejdet kan gennemføres sikkert og effektivt – samtidig med at vi holder den daglige havnedrift i gang,” siger Jesper Jørgensen, projektleder ved Esbjerg Havn.
Arbejde i dybt vand
Kajen skal forstærkes to steder, og tiden er knap, da behovet for udskibning af større vindmølledele er stort – og da der allerede pågår udskibning af vindmølletårne og -vinger i området, kræver det også en del koordinering i forhold til at udføre forstærkningen.
”Vi er glade for, at vi har vundet opgaven, og at vi nu kan fortsætte samarbejdet med Esbjerg Havn. Det er et lidt anderledes job denne gang, men vi kender hinanden godt og er vant til at finde løsninger sammen”, siger divisionschef i CG Jensens division Anlæg Vest, Jørn Asmussen.
I det ene område omfatter forstærkningen udførelse af ny fodspuns langs den eksisterende kajspuns på en 47 meter lang strækning.
”Fodspunsen er en anelse udfordrende, da den skal sættes i 10 meter dybt havvand. Vi har heldigvis erfaring med at sætte fodspuns – og vi sætter det denne gang fra landsiden med egen rammemaskine og en stor dykker”, forklarer byggeleder i CG Jensens division Ramning & Vandbygning, Rasmus Clement Bødtker om opgaven med at sætte den 15 meter lange spuns.
I det andet område omfatter forstærkningen udførelse af ny ankerspuns, som tilkobles den eksisterende kajspuns med nye ankerbolte på en 130 meter lang strækning.
”Her kan vi trække på hjælp fra CG Jensens bore/skæreafdeling, der skal lave kerneboringer, så vi kan få de nye ankre igennem kajspunsen”, byggeleder i CG Jensens division Ramning & Vandbygning, Rasmus Clement Bødtker.
Opgaven inkluderer også en 40 kubikmeter stor undervandsstøbning mellem fodspunsen og den eksisterende kajspuns, hvor CG Jensen forinden skal planere havbunden i 11 meters dybde og sikre, at spunsbugterne er rene.
Og selvom den kolde vind i øjeblikket driller opstarten, da CG Jensen afventer, at et stort fartøj kan sejle væk fra kajanlægget, så er CG Jensen mere end klar til opgaven.
”Det er en fordel, at vi kender området godt. Og mangler vi kortvarigt grej eller mandskab kender vi de lokale underentreprenører. Og så er det et imponerende sted at arbejde”, siger byggeleder i CG Jensens division Ramning & Vandbygning, Rasmus Clement Bødtker med henvisning til udskibningen af de store vindmølletårne.
CG Jensen udfører arbejderne i hovedentreprise for Esbjerg Havn. Opgaven forventes færdigafsluttet primo maj.









