CG Jensen indgår kontrakt med Frederikshavn Havn

CG Jensen indgik i går aftale med Frederikshavn Havn vedrørende etablering af et nyt kajanlæg ved Østre Kaj.Projektet omfatter etableringen af en skibskaj med en samlet længde på 225 meter, hvoraf de 200 meter får en vanddybde på 9,5 meter. Parallelt med skibskajen etableres en 160 meter lang dokkaj med en vanddybde på 14 meter. […]

CG Jensen indgik i går aftale med Frederikshavn Havn vedrørende etablering af et nyt kajanlæg ved Østre Kaj.

Projektet omfatter etableringen af en skibskaj med en samlet længde på 225 meter, hvoraf de 200 meter får en vanddybde på 9,5 meter. Parallelt med skibskajen etableres en 160 meter lang dokkaj med en vanddybde på 14 meter. De to kajer adskilles af en 40 meter bred mole.

“Vi har arbejdet med denne opgave i lang tid, og det er en stor glæde for os, at Frederikshavn Havn nu har peget på os som vindere. Det er en meget spændende opgave og en stor tillid, der bliver vist os her. Vi vil gøre vores ypperste for at gengælde den. Vi har igennem tiden lavet mange opgaver for havnen, men dette er den til dato største, og vi glæder os meget til at komme i gang. Vi står klar med det rigtige projekterings- og produktionsteam, så jeg er sikker på, det bliver godt”, siger divisionschef i Anlæg Vest/Ramning & Vandbygning, Jørn Asmussen om opgaven.

På Frederikshavns Havn vækker kontraktunderskrivelsen også stor glæde.

“Det glæder os enormt, at vi nu kan offentliggøre en aftale med CG Jensen A/S på det nye kajanlæg. Det har været en lang proces, men vi føler, at vi er nået i mål med et rigtig godt projekt, der understøtter og tilgodeser havnens kunder og i særdeleshed Orskov Yard. CG Jensen A/S har stor ekspertise inden for vandbyggeri, og vi ser frem til samarbejdet med dem”, siger Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør for Frederikshavn Havn.

Ny flydedok

Det nye kajanlæg skal blandt andet give plads til Orskov Yards nye 180 meter lange flydedok, der allerede er bestilt hos Hat-San værftet i Tyrkiet.

Med den nye dok får Orskov Yard mulighed for at servicere flere skibe og skibe med større dybgang end i dag.

“Med kontraktindgåelsen mellem Frederikshavn Havn og CG Jensen har vores udvidelsesprojekt nu nået en milepæl, og vi ser frem til at følge byggeriet på allernærmeste hold. Det nye kajanlæg åbner op for Orskov Yards ekspansionsplaner, således vi i fremtiden kan tilbyde vores kunder større kapacitet og fleksibilitet”, siger Lars Fischer, adm. direktør for Orskov Yard A/S.

Projekteringen af det nye kajanlæg er allerede i gang, og de fysiske aktiviteter forventes påbegyndt efter påske. Planen er, at Orskov Yard kan påbegynde installation af den nye flydedok januar 2021, hvor der vil være en delaflevering af dokkajen. Det samlede projekt forventes færdigt juli 2021.