CG Jensen og Adserballe & Knudsen bliver en del af Aarsleff-koncernen

CG Jensen Holding A/S sælger i alt fem selskaber til Aarsleff-koncernen, herunder entreprenørfirmaerne CG Jensen A/S, Adserballe & Knudsen A/S og CG Jensen Forsyning A/S. Alle tre entreprenørfirmaer fortsætter som selvstændige firmaer med egne profiler, og man forventer sammen med Aarsleff-koncernen at kunne realisere oplagte synergier og koncernmuligheder i et marked i vækst.

”Vi ser frem til at kunne supplere Aarsleff-koncernen med kompetencer inden for blandt andet CLT- og stålmontage, transformationsbyggeri, betonrenovering og bore/skære og endelig generelt bidrage til at øge Aarsleff-koncernens kapacitet inden for bygge og anlæg samt renovering.  Vi ser samtidig frem til at kunne trække på Aarsleff-koncernens størrelse og kompetencer, og det er vores forventning, at vi sammen kan realisere en række koncernmuligheder og skabe et fælles fundament for en fortsat lønsom og bæredygtig udvikling i et bygge- og anlægsmarked i vækst”, siger adm. direktør i CG Jensen Holding A/S, Michael S. Larsen om baggrunden for salget.

Med 550 medarbejdere er CG Jensen A/S et af de større entreprenørselskaber i Danmark. Selskabet har hovedkontor i Glostrup og udfører bygge- og anlægsopgaver for offentlige og private kunder i hele Danmark. I 2024 omsatte selskabet for 2,1 milliarder kroner.

Adserballe & Knudsen A/S beskæftiger 150 medarbejdere, som primært udfører større boligrenoveringer samt mindre og mellemstore nybyggerier, hvoraf en overvejende del ofte består af træbyggeri. Selskabet hører til i Farum og omsatte i 2024 for 570 millioner kroner.

CG Jensen Forsyning er et nystartet selskab, der leverer komplette løsninger inden for fjernvarme, el-, tele- og vandforsyning.

”Med købet af CG Jensen og Adserballe & Knudsen tilfører vi flere af de kompetencer, som bygge- og anlægsmarkedet efterspørger og som passer godt ind i Aarsleff-koncernen. Vi deler kultur, tilgang og et stærkt fokus på egenproduktion, og det giver et solidt fundament for et tæt og værdifuldt samarbejde. Samtidig styrker vi Aarsleffs position inden for bolig- og bygningsrenovering samt nybyggeri, især i Storkøbenhavn, og øger kapaciteten på anlægsområdet, hvor aktiviteten er høj”, udtaler Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør i Aarsleff-koncernen.

De to øvrige selskaber er CG Jensen Ejendomme A/S og Ryttermarken ApS, som ejer ejendomme i henholdsvis Harlev ved Aarhus og Farum.

Fælles ambitioner og værdisæt 

Aarsleff-koncernen har en lang tradition for opkøb af firmaer, og de lægger vægt på, at der skal være plads til forskellighed. Det er derfor også planen, at CG Jensen A/S, Adserballe & Knudsen A/S og CG Jensen Forsyning A/S fortsætter som selvstændige virksomheder med hver deres faglige profil, som hver især kan bidrage til at styrke Aarsleff-koncernen.   

”Vi ser Aarsleff-koncernen som et stærkt, strategisk match med fagligheder, der komplementerer hinanden. De deler tilmed vores fagligt høje ambitioner samt ønsket om at være en ordentlig samarbejdspartner, og nu skal vi finde den bedste måde at samarbejde på, så vi skaber synergier og indfrier det fulde potentiale”, siger adm. direktør i CG Jensen Holding A/S, Michael S. Larsen.

Den samlede pris for selskaberne er fastsat til 766 millioner kroner. Aftalen indeholder en række købesumsreguleringer, herunder forrentning af købesummen til Closing samt resultatafhængige reguleringer.

Overtagelsen forudsætter en række godkendelser, herunder fra konkurrencemyndighederne, som forventes i tredje kvartal 2026.

CG Jensen A/S, Adserballe & Knudsen A/S og CG Jensen Forsyning A/S fortsætter med den nuværende ledelse som søsterselskaber i Aarsleff-koncernen.

Yderligere oplysninger:

CG Jensen A/S:
Kommunikationschef i CG Jensen, Stine Monrad Kollerup, tlf. 27 90 97 98

Adserballe & Knudsen A/S:
Kommunikationschef i Adserballe & Knudsen, Kasper Boye, tlf. 53 73 27 05

CG Jensen Forsyning A/S:
Kommunikationschef i CG Jensen Forsyning A/S, Stine Monrad Kollerup, tlf. 27 90 97 98