CG Jensen sætter tung profil i spidsen for ny enhed i CG Jensen Byggeri
Tidligere eliteroer og uddannet civilingeniør, Sophus Johannesen skal stå i spidsen for en ny enhed i CG Jensen Byggeri, Marked & Tilbud, hvor man samler tilbudskræfter og kompetencer med henblik på at skærpe CG Jensens tilbud.
”Jeg har gennem de sidste 10 år arbejdet med kommercialisering og kundeforståelse i både rådgiver- og entreprenørbranchen. Mit mantra er, at vi skal kende vores kunder og kunne løse deres problemer for at være en attraktiv samarbejdspartner – og her kan jeg se et godt match i CG Jensen”, siger chef for Marked & Tilbud, Sophus Johannesen, der kommer fra en stilling som markedsdirektør i Enemærke & Petersen.
Enheden Marked & Tilbud skal samle Byggeris tilbudsressourcer, som i dag sidder i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, og skal fremadrettet være til fælles gavn for de tre divisioner i CG Jensen Byggeri; Byggeri Vest, Byggeri Øst – Nybyg og Byggeri Øst – Renovering & Transformation.
”Den nye samlede enhed skal drive markeds- og tilbudsarbejdet i Byggeri og yderligere positionere CG Jensen og byggeridivisionerne i markedet”, uddyber direktør for Byggeri, Arne Becker om organisationsændringen.
”Vi skal være mere nysgerrige på markedet og de tendenser, der rører sig. Vi skal i højere grad selektere og finde ud af, hvad der er vores kerne, og hvordan vi kan gøre os gældende – og hvad vi eksempelvis kan trække på fra CG Jensens egenproduktion og fra Aarsleff”, siger chef for Marked & Tilbud, Sophus Johannesen, der tidligere har bidraget til markedsstrategien i Enemærke & Petersen.
”For mig handler det også om at undersøge, hvordan vi kan være relevante på den lange bane – altså hvor bevæger markedet sig hen. Der er jo mange forskellige tendenser, herunder skærpede krav til bæredygtighed, derfor skal vi ikke se bæredygtighed som et add-on, men som et must – det er en rammebetingelse for at være en spiller i markedet i dag.”
Nysgerrighed er nøglen
Efter mere end 10 år på landsholdet i roning er Sophus Johannesen vant til at præstere, når det gælder, og han trives i at jagte optimeringer. Den erfaring tager han med sig ind i arbejdet sammen med en stor portion nysgerrighed, det er nemlig her, nøglen til løsningerne skal findes.
”Jeg er ikke den gennemsnitlige ingeniørtype, men den ekstroverte generalist; Spørge-Jørgen uden tvivl – og jeg ser mig selv som et bindeled mellem kundens behov og CG Jensens kompetencer. Jeg skal ud og tale med kunderne og så tilbage i baglandet og finde de personer, der kan hjælpe med de rette løsninger. Jeg er meget løsningsorienteret og udadvendt, og jeg er ikke bange for at hoppe ud i det og være nysgerrig, hvilket med tiden har givet mig en kæmpe faglighed og en bred forståelse for byggeri.”
Baggrund og karriere
- Uddannelse: Civilingeniør.
- Tidligere erfaring: Knap ni år hos NIRAS, herunder som markedschef. Knap fire år hos Enemærke & Petersen, senest som markedsdirektør.
- Gift, far til fire børn i alderen 2-8 år
- Bosat på en gammel gård nord for Roskilde, som han selv har renoveret











