CG Jensen skal bidrage til transformering af Nationalbank
CG Jensen skal med omfattende stål-, beton og bore/skærearbejder bidrage til en større transformation af Danmarks Nationalbank. Restaureringen skal sikre, at den ikoniske bygning kan leve op til nutidig standard, renoveringen sker dog under stor hensyntagen til den fredning, bygningen er underlagt, hvilket har været centralt i CG Jensens tilbud.
Danmarks Nationalbanks ikoniske hovedsæde fra 1960’erne står foran en større modernisering for fortsat at kunne fungere som en tidssvarende arbejdsplads. Bygningen skal energirenoveres og have nye installationer, den lidt lukkede indretning skal åbnes, så dagslyset i højere grad kan komme ind, og tidligere funktioner skal have nyt liv, som for eksempel pressehallen, hvor man før hen trykte pengesedler.
”Det er interessant at skulle ind og renovere sådan en bygning. Vi kan bygge videre på vores mangeårige erfaring fra andre ombygningsopgaver, men alt andet lige er Nationalbanken et særligt sted, hvor der er mange fine materialer, vi skal passe på, samtidig med at vi skal udføre grove arbejder som skæring, boring og udstøbning”, siger divisionschef for CG Jensens division Beton, Morten Andersen.
Netop den kontrast har været central i CG Jensens tilbudsgivning. Her har man lavet mockups og testet forskellige arbejdsgange, der skal sikre, at man passer på både de eksisterende, bevaringsværdige materialer og naturligvis også medarbejderne, der skal udføre arbejderne.
”Vi har en lang tradition for at skabe et godt og sikkert arbejdsmiljø, hvor vi kan forebygge slid og skader ved at bruge de rigtige hjælpemidler. Til dette projekt har vi lavet projektspecifikke mockups én til én for at afprøve tekniske og arbejdsmiljømæssige løsninger og redskaber”, siger produktionschef i CG Jensens division Beton, Rasmus Louis Frederiksen.
Åbning af rum og gange
Det er et større puslespil, der nu går i gang. Der skal etableres nye åbninger på tværs af de kendetegnende pæretræsgange, så dagslyset kan komme ind fra de indre haver og facader mod Holmens kirke og Niels Juels Gade, og der skal åbnes op i højhusets centerlinje, så lyset kan finde vej ind i gangarealerne fra det kommende samlingssted.
Det betyder, at nogle af de eksisterende dæk, søjler og vægge skal nedrives, imens andre skal forstærkes og forlænges. Og så skal der ikke mindst bores og skæres huller – blandt andet til nye døre og installationer, imens eksisterende huller skal støbes.
”Det er en spændende opgave, der stiller store krav til planlægning, logistik og løsninger. Der er mange bevaringsværdige materialer, og vi skal for eksempel støbe ved siden af det fredede gulv, der er lavet af materialer, du ikke kan få mere”, forklarer produktionschef i CG Jensens division Beton, Rasmus Louis Frederiksen med henvisning til de uerstattelige, afrikanske gulve.
Stål spiller en afgørende rolle
De bærende konstruktioner i den fredede bygning skal dog i første omgang afstives med nogle store stålkryds op gennem huset, inden ombygningen for alvor kan komme i gang. Det hjælper CG Jensens erfarne ståldivision med, og selvom de har oplevet det meste, er denne opgave alligevel speciel på flere måder.
”Det er et unikt projekt, og det kommer til at blive super flot. Og så er det lidt spændende, for der er jo tag på bygningen, så vi kan ikke få stålet ind via kran. Det har vi dog prøvet før på andre projekter, og vi har de hjælpemidler, der skal til”, forklarer divisionschef i CG Jensens division Stål, Henrik Berg og henviser til, at man blandt andet kan benytte eldreven truck, talje/spil og såkaldte rulleskøjter til at få flyttet stålet.
Størstedelen af ståldivisionens opgave består i at afstive bygningen. Divisionen skal dog også bidrage til selve transformationen af bygningen, blandt andet ved at forlænge udvalgte ståldæk og forbedre stålkonstruktioner.
”Det er en opgave, hvor man skal være særligt omhyggelig. Det er vigtigt at tænke sig om, inden man foretager sig noget”, siger divisionschef i CG Jensens division Stål, Henrik Berg.
Transformation med høj grad af egenproduktion
CG Jensen har mange års erfaring med at renovere og transformere bygninger, ikke mindst i et tværfagligt samarbejde på tværs af CG Jensens byggeri- og fagdivisioner, hvor man tillige kan byde ind med en høj grad af egenproduktion.
I Nordhavn har man transformeret ikoniske bygninger som Frihavnstårnet og flere pakhuse, og ved Kalvebod Brygge har man omdannet og udbygget det tidligere Falck-kontor til det eftertragtede hostel; Next House Copenhagen.
”Det er en fordel at kunne løse opgaven i egenproduktion, og det har stor betydning, at vi har arbejdet sammen mange gange før. Det er meget nemmere, når man ved, hvem der gør hvad og hvornår”, siger divisionschef i CG Jensens division Stål, Henrik Berg.
”Vi forventer, at der kommer mange flere af den slags opgaver i fremtiden, hvor meget kulturarv skal transformeres. Det giver mening, at vi passer på det, vi har”, siger divisionschef for CG Jensens division Beton, Morten Andersen.
CG Jensens stålafdeling har både første og sidste del af stafetten. De påbegynder opmålingen i næste uge, og når de har afsluttet afstivningen af bygningen, giver de stafetten videre til CG Jensens Betondivision. Efter de sideløbende puslespilsarbejder, skal ståldivisionen ind og nedtage de midlertidige stålforstærkninger.
CG Jensen forventer af afslutte opgaven i december 2027, hvor nye aktører skal ind og finpudse renoveringen, herunder installatører, malere, tømrere og gulvlæggere.













