CG Jensen skal udføre beton- og jordarbejder på nyt forskerhus
DTU opfører et højteknologisk forsknings- og laboratoriehus i DTU Science Park i Hørsholm nord for København. CG Jensen skal i fagentreprise stå for in situ betonarbejder som støbning af fundament og terrændæk samt jord- og kloakarbejder.
Opgaven er lige til højrebenet for CG Jensens fagdivisioner Beton og Jord, Kloak & Gartner, der udfører opgaven i et internt konsortium. Det kommende flerbrugerhus ligger dog placeret i en skov, hvilket stiller særlige krav til logistik og udførelse.
”Vi skal værne godt om skoven, og vi kommer til at have en løbende dialog med den gartner, der er tilknyttet projektet”, forklarer projektleder i CG Jensens Betondivision, Susanne Kiær.
Projektet består af to bygninger, der skal indeholde moderne laboratoriefaciliteter, kontorer og mødelokaler, som skal understøtte vækst inden for deep tech og life science.
”Da vi skal arbejde forskudt på to bygninger inden for samme firkant, bliver der megen koordinering undervejs i processen. Samtidig skal vi sideløbende koordinere med en ekstern elementmontør, men det får vi løst”, siger projektleder i CG Jensens Betondivision, Susanne Kiær, der har god erfaring med at koordinere med mange aktører fra tidligere projekter.
Arbejde i forskellige niveauer
Området er rømmet, og CG Jensens division Jord, Kloak & Forsyning er i gang med udgravningen til de kommende bygninger, hvor den ene bygning har fuld kælder og den anden halv.
”Grovudgravningen er færdig på den første bygning, og vi er cirka halvvejs med finudgravningen. Herudover har vores kollegaer i betondivisionen støbt de første fundamenter”, siger byggeleder i division Jord, Kloak & Gartner, Mathias Hviid.
Der skal i alt udgraves 30.000 ton jord til fundamenter, hvoraf 5.000 ton jord skal genanvendes i forbindelse med tilfyldning omkring fundamenter og etablering af kloak. Herudover skal der lægges dræn og laves opbygning til den kommende belægning.
”Vi skal have en masse logistik til at gå op. I den ene bygning ligger kloakken højere end fundamentet, så her skal vi udgrave først, og huset skal være færdigmonteret, før vi kan lave den sidste del af kloakken – i modsætning til den anden bygning, hvor kloakken ligger dybere og skal anlægges som det første”, uddyber byggeleder i division Jord, Kloak & Gartner, Mathias Hviid.
CG Jensen udfører arbejderne for Hoffmann. Det 14.450 kvadratmeter store forskerhus er planlagt til at være indflytningsklar i andet kvartal af 2027.












