CG Jensen udfører slidlag på Hovedstadens Letbane

CG Jensens division Jord, Kloak & Forsyning kan snart sætte punktum ved vejopbygningen langs Hovedstadens Letbane, hvor man er i gang med at udføre det sidste lag af asfalten; slidlaget.

”Det er jo lidt ligesom at sætte toppen på kransekagen. Vi har brugt så mange timer for at komme til det her punkt, og det er vildt at se det færdigt. Der er så mange ting, der har skullet passe sammen”, siger projektleder i division Jord, Kloak & Forsyning, Kim Ina Guhle Larsen om milepælen.

CG Jensen har udført i alt 8,5 kilometer letbanestrækning, og udlægningen af slidlaget er et af de sidste arbejder på det store infrastrukturprojekt.

Projektleder Kim Ina Guhle Larsen beskriver udlægningen af det 3,5 centimeter dybe slidlag som sandhedens time. Forud for asfalteringen ligger nemlig mange timers lagopbygning af vejen, hvor der først er udlagt sandfyld og dernæst bundsikring og stabilgrus, inden flere lag asfalt er kommet på og endelig det sidste lag; slidlaget.

”Det er ligesom at kigge på et blankt lærred. Hvis det underliggende arbejde ikke er udført korrekt, vil du kunne se det.”

Dobbelt afsætning giver minimerer tvivl

Det er firmaet PEAB, der står for fræsning af eksisterende vejareal og udlægning af slidlag. Forud for slidlagsarbejderne har CG Jensen afsat de færdige overfladekoter på den eksisterende vej, og det har været en vigtig forudsætning, at afsætningen af koterne til PEAB’s fræserhold blev holdt til det samme lag, som der på projektet er valgt til den færdige overflade.

Herefter er arealerne gennemgået med PEAB’s fræserhold, som har angivet deres koter til fræsningen.

”Derved har vi taget tvivl og udfordringer på forhånd – inden afspærring, maskiner og folk står klar til start”, forklarer projektleder Kim Ina Guhle Larsen.

Godt samarbejde har sikret fremdrift

CG Jensens medarbejdere i division Jord, Kloak, Forsyning & Gartner har lagt mange timers arbejde i det store infrastrukturprojekt – og som nævnt ikke mindst i vejopbygningen. Projektleder Kim Ina Guhle Larsen roser det interne samarbejde i divisionen, men også samarbejdet på tværs af divisionerne.

”Et eksempel er konstruktionen CON 12.0, hvor både beton-, stål-, betonrenovering-, boreskære- og rammeafdelingen har været med ind over. Hvis ikke vi havde kunnet trække på hinandens erfaringer og styrker, var vi ikke nået i mål. Det er summen af kompetencer, der har betydet, at vi sammen har kunnet løse opgaven – og det gælder både funktionærer og timelønnede, hvor alle har gjort deres ypperste for at færdiggøre projektet.”

Mål i sigte

Slidlagsarbejderne er udført over 13 etaper, hvoraf seks er udført inden for normal arbejdstid, og hvor de resterende syv etaper udføres som natarbejde. Som en del af processen har CG Jensens brolæggere også udskiftet påkørte kantsten for Hovedstadens Letbane.

Det er Dansk Vejsikring, der står for afspærring af vejarealerne, og EJ Vejstriber udfører etablering af de permanente vejstriber

Slidlagsarbejdet i sektion 12 og 13 forløber som planlagt, og CG Jensen forventer at afslutte udlægningen af slidlagget ultimo juni, hvorefter slidlagsarbejdet i sektion 14 opstartes efter sommerferien.

Læs mere om vores kompetencer inden for jord, kloak og forsyning her