Gammel Hellerup Gymnasium

På Gammel Hellerup Gymnasium har CG Jensen i totalentreprise opført en delvist nedgravet miljøhal i in situ beton. Derudover har vi udført ombygninger i de eksisterende skolebygninger.

Miljøhallen blev i 2013 nomineret til årets In-situ Pris.

Bæredygtighed var i fokus under opførelsen af den 1.200 kvadratmeter store hal. Den er disponeret således, at den sikrer et godt indeklima, og den er opvarmet med jordvarme og solenergi.

Miljøhallen består primært af in situ beton. Den er placeret midt i gymnasiets skolegård og sænket cirka fem meter ned i jorden. Den består af en dobbelt konstruktion. Den nedre betonbundplade er 245 millimeter tyk på midten, og på grund af højtliggende vandspejl er den forankret med 36 jordankre. Langs med siderne går bundpladen over til at være fundament for de bærende in situ vægge.

De arkitektoniske krav til vægoverfladerne var en udfordring. Væggene skulle fremstå i råt betonlook. Clampshuller i formene skulle være i bestemte mønstre, ligesom en vandret linje i hele hallens omkreds skulle etableres. Desuden skulle alle synlige væghjørner være runde.

Planlægningen og udførelsen af arbejdet er foregået i tæt samarbejde med bygherren, da gymnasiet var i drift under hele byggeperioden. Derfor er der lagt stor vægt på logistik, sikkerhed og arbejdsmiljø for at tilgodese eksamensperioder og elevernes trivsel under byggeriet.

I forbindelse med opførelsen af den nye hal har CG Jensen også udført belægnings- og gartner-arbejder. Vores Gartnerdivision har blandt andet lagt græsplæne på taget af et nybygget buet indgangsparti. Taget er lavet med sedum opbygning og er på cirka 600 kvadratmeter.

FAKTA
Bygherre:
Gammel Hellerup Gymnasium
Byggeperiode:
04.2011 – 02.2013
Entrepriseform:
Totalentreprise
Referenceblad: