01-09-2014

Applebys Plads, København

Nye boliger på Christianshavn
CG Jensen opfører 52 nye ejerlejligheder på Applebys Plads. Den kommende boligblok skal udføres i gårdrummet mellem eksisterende bolig- og erhvervsbebyggelser og oven på en eksisterende parkeringskælder. Bebyggelsen opføres som en to-længet boligblok i fire etager.

Boligerne fremstår som 3, 4 og 5 værelses lejligheder, med et samlet boligareal på 6.274 m².

I stueplan udføres desuden terrasser omkranset af mure, mens boligerne på 1. til 3. sal får altaner og enkelte penthouseboliger får tagterrasse.

Huset indpasses i forhold til den eksisterende bygningsmasse, hvor der er taget et særligt hensyn til bygningshøjder og materialer.

Facaderne skal fremstå i blank mur i rød nuance. Teglstenene skal changere inden for rød, brun og grå for at skabe en levende facade med felter mellem vinduespartierne, der fremstår i mørkere tegl/evt. pudset overflade. Altaner udføres i beton med værn i glas og håndlister i hårdttræ.

Byggeriet opføres som lavenergibyggeri LE2015 iht. BR 2010.

Projektet byder på flere udfordringer. Bl.a. skal udføres grundvandssænkning i ”middelalderbyen” i forbindelse med arbejder i parkeringskælderen pga. 1½ meter vandtryk på de eksisterende kældervægge. Produktionen skal udføres efter en nøje tilrettelagt logistikplan, da pladsforholdene er meget begrænsede og de omkringliggende bygninger og brandveje altid skal være passerbare.

Der skal i hele byggeperioden tages særligt hensyn til at beboere og brugere af de eksisterende bygninger generes mindst muligt og i kortest muligt tidsrum.

Alle aktører tilknyttes en web-portal med adgang til tegninger, beskrivelser, referater, diverse sagsdokumenter, KS- og DV-system mv. Og for at mindske spildtid gøres brug af online bookingsystem for alle aktører i forbindelse med leverancer til pladsen.

Bygherre: Core Bolig III
Byggeperiode: September 2014 - maj 2016
Entrepriseform: Totalentreprise

Tilbage til oversigt

Hvis du vil vide mere:

Projektchef Jens Emil Hansen, tlf. +45 43 44 68 00

CG Jensen A/S   |   Fabriksparken 37   |   2600 Glostrup   |   Tlf. 43 44 68 00   |   CVR 30517628  |   info@cgjensen.dk