CG Jensen skal udvide og ombygge stort plejecenter

CG Jensen skal i samarbejde med søsterselskabet Adserballe & Knudsen udvide og ombygge Plejecenter Sjælsø for Rudersdal Kommune.

CG Jensen skal opføre i alt 140 nye boliger som et led i udvidelsen og moderniseringen af et af Danmarks største plejecentre.

”Det er en fin opgave, der passer rigtig godt i CG Jensens portefølje – og hvor vi kan få vores forskellige kompetencer i spil”, siger divisionschef i Beton Øst, Bendy Z. Pedersen med henvisning til, at CG Jensen løfter alle jord-, kloak-, ramning-, beton-, elementmontagearbejder i egenproduktion.

”Vi har samtidig tilstræbt at lave en samarbejdsaftale, som tilsigter at gøre samarbejdet med søsterselskabet så gnidningsfrit som muligt og hvor vi deltager i projekteringen med henblik på at kunne optimere projektets bygbarhed”, siger divisionschef i Beton Øst, Bendy Z. Pedersen.

Stor efterspørgsel på plejeboliger

CG Jensen skal opføre i alt seks fritliggende punkthuse, hvoraf fire af husene er i to etager. Udvidelsen og ombygningen af plejecentret skal være med til at løse den store efterspørgsel på plejeboliger i Rudersdal Kommune, hvor antallet af borgere over 70 år er steget med 30 procent over de seneste ti år.

”Vi kommer til at arbejde på et plejecenter, der er i drift og vi kommer til at tage nogle særlige hensyn både til beboerne og naboerne til plejehjemmet”, siger divisionschef i Beton Øst, Bendy Z. Pedersen, der samtidig kan berette, at udvidelsen vil ske i tre etaper over tre år.

Det er CG Jensens egne gartnere, der skal stå for landskabsarbejderne – herunder belægning og beplantning.

Byggeriet bliver opført, så det lever op til Den Frivillige Bæredygtighedsklasse.

Totalentreprenør: Adserballe & Knudsen
Arkitekt: C. F. Møller Architects og Skala Architecture
Rådgiver: ABC Rådgivende Ingeniør