CG Jensen har slået lejr på Femø
Femøs cirka 120 helårsbeboere har fået selskab af fem CG Jensen-medarbejdere, der i tiden frem til midten af december arbejder med blandt andet renovering af to kajer.
”Det er kun en lille opgave”, siger formand i division 7110, Jan Kristensen, ”men trods dens ringe omfang er den alligevel tidskrævende. Vi er nødt til at være her 10 dage i træk, da transportvejen hertil er lang; for mit vedkommende syv timer. Så kan man ikke lige sådan fare hjem på weekend. Derfor har vi fået sejlet vores skur- og campingvogne herover. De er vores midlertidige hjem, hvor vi opholder os i fritiden – så vores ”rul” hedder 10/4 de næste to og en halv måned”.
Nedbrydning og opbygning
Den gamle træspunsvæg foran den eksisterende kaj skal beklædes med stål. Træspunsvæggen, der ellers er af den meget hårdføre træsort azobé, er delvis rådden, hvilket er overraskende i betragtning af, at væggen kun har cirka 50 år på bagen.
”Normalt kan azobé holde sig friskt i omkring 100 år i vand”, fortæller Jan Kristensen, ”men da denne spunsvæg har været i forbindelse med jord i en årrække, har det eroderet den væsentligt. Vi kan ikke fjerne den helt, da det vil betyde sammenstyrtning af det omkringliggende område. Derfor nedbryder vi toppen af den gamle spuns og sætter en stålspuns foran den gamle azobéspuns til kote -12, som er et godt stykke ned i havbunden”.
CG Jensen skal også etablere en ny støttemur, en såkaldt bølgeskærm, der har til formål at bryde bølgerne på vej ind mod havneområdet. Elementerne, der måler to gange to meter, sammensættes til en ret linje, der får dobbelt længde af den gamle bølgeskærm, cirka 40 løbende meter.
Inde på land er der også opgaver for CG Jensen: Cirka 560 m2 asfaltbelægning bliver brudt op, og en ny belægning af Coloc-sten lægges ned. Desuden skal også et nyt afvandingssystem for overfladevand tilsluttes den eksisterende ledning.
Godt sammenhold
”Vi har et rigtig godt sammenhold og er som en lille familie. Det er også nødvendigt, for det bliver – og er – en livsstil, som man skal kunne holde af. For mit eget vedkommende har jeg arbejdet på denne måde i 40 år, så helt skidt kan det ikke være” siger Jan Kristensen underspillet begejstret.