Erfarne CG Jensen folk skal bygge ny træpromenade i Nordhavn
CG Jensens ”meste i 100 meter kaj” fortsætter med at opgradere byrum i Københavns Havn.
CG Jensens ”mestre i 100 meter kaj” fortsætter med at opgradere byrum i Københavns Havn.
Denne gang er det Sundmolen Øst i Københavns Nordhavn, som CG Jensen skal forskønne hen over de næste 15 måneder med en cirka 500 meter lang træpromenade og træbrygge. Under promenaden opfører CG Jensen en 230 meter lang spunsvæg, 130 meter betonmole samt en 140 meter lang bølgebryder, hvis betonsænkekasser skal renoveres.
”I øjeblikket er vi ved at etablere vores skurby, og derpå starter det indledende arbejde med at planlægge projektets forløb”, fortæller arbejdsmiljøkoordinator Nuran Erbas og tilføjer:
”Vi starter med at nedbryde det eksisterende anlæg, og til foråret går det egentlige spunsarbejde i gang. Arkitektvirksomheden BIG´s hovedsæde, som er ved at blive bygget på spidsen af Sundmolen, skal desuden have ny belægning rundt om huset, så vi gør brug af mange forskellige kompetencer.”
Udover bygnings- og renoveringsarbejdet etablerer CG Jensen kajudstyr såsom redningsstiger og -liner, bænke og afvisertømmer. Også isætning af lysspot i kantbjælker og ved fyret hører under CG Jensens hovedentreprise.
Mestre i “100 meter kaj”
I forhold til projektets størrelse er der forholdsvis få medarbejdere på opgaven. Projektchef i Anlæg Vest, Claus Juel Hansen, påpeger, at det kan være en fordel ikke at være alt for mange om arbejdet:
”Kommunikationen bliver tættere og vi har et bedre overblik over hele forløbet. Derudover skader det selvfølgelig ikke, at vi er mestre i ”100 meter kaj””, siger han med et smil og tilføjer:
”Vi kommer med stor erfaring fra projekter i Københavns Sydhavn såsom Enghave Brygge, Teglholmen og Sluseholmen.”
Belægningen rundt om BIG´s domicil er også CG Jensens opgave. Det arbejde påbegyndes hen over foråret/sommeren 2023. Sundmolen skal efter planen overdrages i gennemrenoveret stand til bygherren By og Havn den 31/1-2024.