CG Jensen lukker perrontunnel ved Køge Station

CG Jensens division Betonrenovering afblænder i hovedentreprise en perrontunnel ved Køge Station for Køge Kyst.

En perrontunnel ved Køge Station er med tiden blevet overflødig, da man med opførelsen af en bred stationsbro hen over skinnerne tilbage i 2018 har ledt fodgængertrafikken væk fra tunnelen.

Tunnelen er delt mellem to ejere; Banedanmark og Køge Kommune, og nu står CG Jensen for at afblænde kommunens del af tunnelen på opdrag af Køge Kyst.

”Det er en sjov og anderledes opgave. Tunnelen skal lukkes med en betonvæg i begge ender og fyldes op med isolering. Væggen er dimensioneret, så den i fremtiden kan bære tunneldækket, hvis enden går til”, forklarer projektleder i division Betonrenovering, Ann Charlotte Adrian om opgaven.

Udover lukning af tunnelen skal CG Jensen også nedrive et såkaldt nedgangsbygværk, som er et lille hus, der indeholder trappe og elevator.

Samtidig har CG Jensens ståldivision overdækket den ene af de eksisterende ståltrapper, som går ned til perrontunnellen.

CG Jensen skal efter planen aflevere projektet medio maj 2025.