Bygherre indvier ungdomsboliger på Frederiksberg
I mandags afholdt ejendomsudvikleren NREP et VIP-arrangement i forbindelse med indvielsen af UMEUS ungdomsboligerne på Frederiksberg, som CG Jensen har opført i totalentreprise.
Til arrangementet havde NREP inviteret en stor del af deres samarbejdspartnere, rådgivere og CG Jensen – og undervejs blev CG Jensen mødt med stor ros og interesse.
Ved indvielsen holdt både NREPs administrerende direktør og Frederiksbergs borgmester taler, hvor de begge udtrykte tilfredshed med projektet – også på trods af udfordringer undervejs.
Efter talerne bød to af beboerne gæsterne velkommen til en rundvisning i deres lejligheder, hvilket blev mødt med stor interesse og positive tilkendegivelser om projektets kvalitet.
Flere havde også bemærket projektets meget positive omtale i Berlingske tidende, hvor byggeriet har fået kælenavnet harmonikaen grundet husets takkede facade.
De kommende beboere vil kunne benytte mange forskellige faciliteter som reception, vaskeri, fitness, byttecentral, study hall og mange tagterrasser.
CG Jensen opfører i alt 677 boliger på Rolighedsvej Bycampus på Frederiksberg, som er DGNB certificererede til guld. Det samlede boligareal er på 22.000 kvadratmeter og er fordelt på 519 studieboliger og 158 forsker- og iværksætterboliger.
Egenproduktion og internt samarbejde
CG Jensen har udført projektet med en høj grad af egenproduktion. Mange af CG Jensens fagdivisioner har således bidraget til at opføre projektet; lige fra divisionerne Beton og Ramning til divisionerne Stål og Jord, Kloak, Forsyning & Gartner. Herudover er det CG Jensens søsterselskab Hölscher Jensen, der har stået for grundvandssænkning og CG Jensens søsterselskab Adserballe & Knudsen, der har udført tømrerarbejderne.
De i alt 677 boliger er fordelt på to bebyggelser. Det er EFFEKT Arkitekter, der har sat stregerne og Artelia Rådgivende Ingeniører, der er rådgiver på projektets konstruktioner og installationer.
CG Jensen opfører det nye campus for ejendomsudviklingsselskabet NREP, som CG Jensen også tidligere har opført store projekter i totalentreprise for; herunder det 28.000 kvadratmeter store bolig- og erhvervskompleks Himmelbyen i Ørestad Syd.
Lige nu opfører CG Jensen også et andet stort byggeri i totalentreprise for NREP; nemlig det 35.000 kvadratmeter store projekt UN17 Village i Ørestad Syd.
På nabogrunden til det nye bycampus på Frederiksberg har CG Jensens Betondivision i øvrigt for nylig opført et råhus for entreprenøren Arpe & Kjeldsholm til den Ny Prins Henriks Skole.