CG Jensen afleverer 543 ungdomsboliger på Frederiksberg
CG Jensen opfører i totalentreprise 677 boliger på et nyt campus-område på Frederiksberg. I går afleverede CG Jensens division Byggeri så de første 543 ungdomsboliger.
”Vi vil gerne takke for et fantastisk samarbejde med bygherre, samarbejdspartnere og myndigheder, hvor alle interessenter har udvist fleksibilitet, så vi har kunnet nå i mål med en meget stram tidsplan og et logistisk besværet byggeri, hvor særligt pladsmangel har stillet krav om en stram koordinering”, siger divisionschef i Byggeri, Jens Bastrup.
CG Jensen opfører i alt 677 boliger på Rolighedsvej Bycampus på Frederiksberg, som er DGNB certificererede til guld. Det samlede boligareal er på 22.000 kvadratmeter og er fordelt på 519 studieboliger og 158 forsker- og iværksætterboliger.
De kommende beboere vil kunne benytte mange forskellige faciliteter som reception, vaskeri, fitness, byttecentral, study hall og mange tagterrasser.
”Det har på alle måder været et spændende byggeri at opføre og vi har undervejs i processen gjort brug af en lang række digitale værktøjer”, siger divisionschef i Byggeri, Jens Bastrup.
Egenproduktion og internt samarbejde
CG Jensen har udført projektet med en høj grad af egenproduktion. Mange af CG Jensens fagdivisioner har således bidraget til at opføre projektet; lige fra divisionerne Beton og Ramning til divisionerne Stål og Jord, Kloak, Forsyning & Gartner. Herudover er det CG Jensens søsterselskab Hölscher Jensen, der har stået for grundvandssænkning og CG Jensens søsterselskab Adserballe & Knudsen, der har udført tømrerarbejderne.
De i alt 677 boliger er fordelt på to bebyggelser. Det er EFFEKT Arkitekter, der har sat stregerne og Artelia Rådgivende Ingeniører, der er rådgiver på projektets konstruktioner og installationer.
CG Jensen opfører det nye campus for ejendomsudviklingsselskabet NREP, som CG Jensen også tidligere har opført store projekter i totalentreprise for; herunder det 28.000 kvadratmeter store bolig- og erhvervskompleks Himmelbyen i Ørestad Syd.
Lige nu opfører CG Jensen også et andet stort byggeri i totalentreprise for NREP; nemlig det 35.000 kvadratmeter store projekt UN17 Village i Ørestad Syd.
På nabogrunden til det nye bycampus på Frederiksberg har CG Jensens Betondivision i øvrigt for nylig opført et råhus for entreprenøren Arpe & Kjeldsholm til den Ny Prins Henriks Skole.