CG Jensen monterer den sidste bro på letbaneprojekt
CG Jensen monterede lørdag nat den sidste af i alt syv stibroer på Hovedstadens Letbane.
Broarbejderne er udført i et internt samarbejde på tværs af flere af CG Jensens fagdivisioner – herunder division Ramning, Jord & Kloak, Beton og Stål.
“Det er en større operation, der kræver en del koordinering fra rigtig mange mennesker”, opsummerer projektleder i division Stål, Hussein Al-Nema.
Broerne er udført i forbindelse med, at CG Jensen har anlagt letbane i Rødovre, Herlev og Gladsaxe Kommuner.
Den sidste stibro blev monteret hen over Hillerødmotorvejen i Gladsaxe, hvor CG Jensen også monterede en stibro tilbage i marts i år.
Stibroer skal sikre plads til alle
De øvrige stibroer er monteret ved Herlev Station, hvor CG Jensen har monteret to stålbroer hen over Frederikssundbanen, ved en motorvejsbro hen over Motorring 3 i Gladsaxe, hvor CG Jensen har monteret to broer samt ved Buddinge Station, hvor CG Jensen har monteret en enkelt stibro.
De nye stibroer skal gøre plads til cyklister og fodgængere i forbindelse med anlæggelsen af Hovedstadens Letbane, hvor letbanen skal køre i midten af vejen, hvorfor vejbanerne er ombygget og flyttet ud til siden, hvor der før var cykelsti og fortov.
Hovedstadens Letbane kommer til at gå fra Lyngby i Nord til Ishøj i syd. Metroselskabet og Hovedstadens Letbane forventer, at letbanen vil betjene op til 14 millioner passagerer årligt.