CG Jensen opført genbrugsstation er indviet
CG Jensen har i totalentreprise opført Gladsaxe Ny Genbrugsstation, hvor genbrugen af materialer har været styrende for både arkitektur og udførelse. I dag blev genbrugsstationen indviet og kort efter kunne borgerne tage de nye faciliteter i brug.
”Vi kan alle kan være stolte af det færdige resultat. Gladsaxe Kommune har fået en markant, solid og flot genbrugsstation, som kommer til at stå i mange år med mange fine detaljer og kvaliteter. Vi har i samråd med vores rådgivere, underentreprenør og egenproduktion forsøgt at genanvende en så høj grad af eksisterende materialer som muligt for at nedbringe byggeriets CO2 aftryk, og jeg håber, at den nye genbrugsstation vil blive brugt som et udstillingsvindue for andre kommuner, når de skal planlægge fremtidige genbrugsstationer”, sagde projekteringschef i CG Jensen, Carsten Holst Nørgaard i en tale i forbindelse med indvielsen.
Gladsaxe Ny Genbrugsstation er den tredje genbrugsstation, som CG Jensen har opført, og holdet bag har været med til at påvirke projektet allerede i en tidlig fase, hvilket har været en spændende proces, da man som en rød tråd i projektet har arbejdet på at minimere CO2 udledningen og samtidig maksimere CO2 indlejringen. Ambitionen har blandt andet været at genanvende så mange materialer som muligt samt at anvende træ de steder, hvor det ikke har været muligt at genbruge materialer.
”Vi har anvendt genbrugstegl på alle facaderne, som dels er leveret fra bygninger, som Gladsaxe Kommune har nedrevet og dels fra bygninger, som CG Jensen har nedrevet. Desuden er alle belægnings sten, fliser, kantsten og chaussestenene genbrugsmaterialer. Derudover er der anvendt knust beton som opbygning under alle veje og stier i stedet for at anvende nye grus-materialer, hvor der traditionelt anvendes store mængder CO2 for udledningen af disse materialer”, fortæller projekteringschef i CG Jensen, Carsten Holst Nørgaard.
Genbrugsstation skal inspirere til mere genbrug
CG Jensen har opført den nye udvidede genbrugsstation for Gladsaxe Kommune. Genbrugsstationen byder på flere affaldsfraktioner, der samlet skal kunne håndtere op mod 32.000 ton affald, og stationen består af tre bygninger; en til henholdsvis farligt affald og direkte genbrug samt en mandskabs- og undervisningsbygning.
Ved at opføre genbrugsstationen i en høj grad af genbrugsmaterialer håber Gladsaxe Kommune at kunne inspirere brugerne til at få ideer til, hvordan man i højere grad kan genbruge materialer.
CG Jensen har opført genbrugsstationen i et internt joint venture mellem CG Jensen divisionerne Byggeri Øst og Beton samt Jord, Kloak Forsyning og Gartner. Herudover har projektet været understøttet af medarbejdere fra stabsfunktionen Design & Engineering.
CG Jensen har udført projektet med NIRAS som ingeniørrådgiver på bygningerne, Jens Ostenfeld Rådgivende Ingeniørfirma som projekterende på anlægskonstruktion, COWI som vejprojekterende, BBP Arkitekter som arkitektrådgiver og 1:1 Landskab som landskabsrådgiver.
CG Jensen har tidligere opført genbrugsstationer i henholdsvis Albertslund og Hillerød.