CG Jensen producerer grøn strøm på byggepladsen UN17
På byggepladsen UN17 i Ørestad Syd bliver 60 procent af containerbyens energiforbrug dækket af grøn strøm fra CG Jensens nye tiltag, Den Grønne Top.
“Det er fantastisk, hvis vi med dette tiltag kan bidrage til, at vores byggepladser bliver mere grønne og at vi på sigt kan blive selvforsynende med grøn energi.”
Sådan siger el-ansvarlig i CG Jensen, Kim Schustin, der har været med til at udvikle Den Grønne Top.
Den Grønne Top er en platform, der kan kobles på en 20 fods container. Toppen består af seks solpaneler på toppen og to små vindturbiner i siden. Kombinationen af solceller og vindturbiner sikrer, at anlægget kan generere energi døgnet rundt.
“CG Jensen vil rigtig gerne gå forrest. Derfor har vi prøvet at udvikle på noget, som både kan gøre gavn på vores byggepladser, hvor vi kan spare noget strøm, men samtidig også bidrage til den grønne omstilling”, fortæller el-ansvarlig i CG Jensen, Kim Schustin.
Solelementerne består af seks styk 400 watt-elementer, som også kan producere strøm, når det er overskyet. Vindturbinerne er på 500 watt per styk.
Prototypen på Den Grønne Top er blevet til i et samarbejde mellem CG Jensen og Time Solution Scandinavia. Anlægget kan producere cirka 30-40 KW i døgnet.