CG Jensen projektchef bliver ny adm. direktør for Adserballe & Knudsen

Det bliver den erfarne projektchef fra CG Jensen, Michael Vestergaard Jacobsen, der fra den 1. oktober skal sætte kursen for Adserballe & Knudsen.

Det bliver den erfarne projektchef fra CG Jensen, Michael Vestergaard Jacobsen, der fra den 1. oktober skal sætte kursen for Adserballe & Knudsen.

”Jeg ser et kæmpe potentiale i den nuværende medarbejderstabs kompetencer og jeg håber, vi i samarbejde kan udvikle de ting, som Adserballe & Knudsen er gode til. Jeg glæder mig meget til at blive en del af holdet,” siger Michael Vestergaard Jacobsen.

Michael Vestergaard Jacobsen kommer fra en stilling som projektchef for en af CG Jensens største boligsager til dato, den nye bydel Rødovre Port. Han har en baggrund som først tømrer og siden bygningskonstruktør og har herudover taget en HD i økonomistyring og procesledelse.

”Jeg glæder mig til at komme tilbage til tømrerfaget. Adserballe & Knudsen har en stolt tradition for egenproduktion og det vil jeg gerne være med til at udvikle, da jeg tror på, at der fortsat er et voksende marked inden for tømrerfaget som egenproduktion”, siger Michael Vestergaard Jacobsen.

Den overordnede retning er han heller ikke i tvivl om.

”Jeg kommer til at have fokus på at drive en rentabel forretning inden for bæredygtigt byggeri – og så skal Adserballe & Knudsen være kundernes førstevalg inden for bæredygtigt byggeri. Det har vi kompetencerne til”, lyder det fra Michael Vestergaard Jacobsen.

Holdspiller med overblik

Michael Vestergaard Jacobsen er en særdeles vellidt medarbejder i CG Jensen. Men selvom han vil blive savnet i firmaet, glæder adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen, sig over, at Michael Vestergaard Jacobsen har takket ja til opgaven.

”Michael er den helt rette mand til posten. Han er energisk og har et godt overblik – og så har han trods sin unge alder allerede stået i spidsen for flere af vores store boligsager, hvor han har formået at skabe et velspillende team omkring sig”.

Michael Vestergaard Jacobsen er i dag blevet præsenteret for medarbejderne på et fællesmøde. Han tager over efter Niels Jul Jakobsen, der efter eget ønske fremover skal bistå Adserballe & Knudsen og CG Jensen med salg og marketing.

”Niels er en fantastisk sælger og jeg ser et stort potentiale i, at han gerne vil udleve den drøm. Jeg vil gerne takke ham for at have påtaget sig direktørrollen og ført Adserballe & Knudsen igennem en turnaround. Nu, hvor firmaet er landet på begge ben, er det et fint tidspunkt at give stafetten videre”, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen.

Niels Jul Jakobsen vil i den første måned stå til rådighed for sparring, inden han endeligt vil overgå til sin nye rolle.

CG Jensen overtog Adserballe & Knudsen den 1. juli 2021.

Fakta:

Adserballe & Knudsen er en byggeentreprenør, der med afsæt i kontoret i Farum udfører total-, hoved- og fagentrepriser i hovedstadsområdet og dele af Sjælland.

Virksomhedens portefølje består af projekter i størrelsesordenen 10 til 500 mio. kr. fordelt på:

  • Renovering i hovedentreprise
  • Nybyggeri i totalentreprise
  • CLT-byggeri
  • Større tømrerentrepriser

Adserballe & Knudsen er specialist i komplekse helhedsrenoveringer og er desuden en af landets førende entreprenører i opførelsen af CLT-byggerier. Frem mod 2022 opfører virksomheden 298 almene boliger i CLT i en større rammeaftale.

Det moderne Adserballe & Knudsen er vokset ud af en gammel tømrervirksomhed, der blev stiftet af tømrerne Georg Adserballe og Jens Knudsen i 1962.

I dag har virksomheden fortsat en egenproduktion på cirka 40 tømrere, der udfører bl.a. tag- og facaderenoveringer, indvendig aptering og montageopgaver. Adserballe & Knudsen blev 1. juli 2021 overtaget af CG Jensen Holding.