CG Jensen renoverer et stort distributionscenter ved lufthavn

CG Jensens byggeridivision Byggeri Jönsson renoverer i hovedentreprise et 4.700 kvadratmeter stort lager ved Københavns Lufthavn for ejendomsvirksomheden AEW.

”Vi har for nylig opført en cargohal på nabogrunden for samme bygherre, og det er altid dejligt at få lov til at fortsætte et godt samarbejde; denne gang med renoveringen af en større cargohal – og vi forventer da generelt også flere af denne type renoveringsopgaver i den kommende fremtid.”, siger divisionschef i Byggeri Jönsson, Thomas Normann om opgaven.

Lageret skal nu have en stor makeover, før det igen kan udlejes. Opgaven omfatter både renovering af et lagerområde, et lasteområde, et velfærdsområde, et udendørsområde, et indgangsområde, et veterinæromåde samt et køle/fryseområde – og 25 CG Jensen medarbejdere kommer generelt til at være i gang mange steder sideløbende.

”Den største udfordring er tiden. Vi skal eksekvere, så vi kommer til at køre med et fast track”, lyder det fra seniorprojektchef Peter Nedergaard Poulsen, der skal styre renoveringen i mål på bare 56 dage.

Rengøring, reparation og nedrivning

Både før og efter renoveringsarbejderne venter der rengøring af alle områder – herunder af vægge, søjler, gulve og lofter.

En af de større arbejdsopgaver er renovering af gulve, hvor man skal overfladebehandle gulvarealerne med en polyurethan gulvbelægning – og en anden stor post er reparation og maling af vægge.

Der forestår også en del nedrivningsarbejder – herunder af de mest medtagede lofter samt fjernelse af inventar i velfærdsområdet. Denne del står Jensen Nedrivning står for.

Byggeri Jönsson får også hjælp af CG Jensens division Jord & Kloak til at grave ud til nye betonfundamenter, som CG Jensens betondivision skal støbe.

Andre arbejdsopgaver er opsætning af ventilation, sprinkling og køl.

CG Jensen er netop startet på arbejderne og skal efter planen være færdig med projektet ultimo juni.