CG Jensen renoverer Ringkøbing Havn

Nedslidt havn får første klasses renovering: CG Jensen skal i hovedentreprise renovere Ringkøbing Havn, hvilket indebærer anlæggelse af promenade og reetablering af træbroer. Renoveringen er en del af en større forskønnelse af Ringkøbing Havn.

Arbejdet med at anlægge en ny promenade i Ringkøbing Havn er i fuld gang. CG Jensen er lige nu i gang med at slå spuns ned i kanten af havnebassinet og bagved foregår et tiltrængt opbrydningsarbejde, forklarer projektchef i CG Jensens division Anlæg Vest, Jacob Skaar.

”Lige nu er vi ved at brække de gamle pæle- og træbroer ned, de er total nedslidte og nærmest rådnet i stykker”, som han siger.

Når spunsarbejdet er færdigafsluttet, går CG Jensens vandbyggere i gang med at opfylde bag den nye spuns og herefter skal man anlægge en betonplade, inden den kommende promenade til sidst afsluttes med en beklædning af azobetræ ovenpå. Samtidig skal man også opsætte azobebeklædning foran spunsen.

”Det er sjældent, at det hele laves i azobe. Det er den fornemme løsning og der er mange års levetid i den”, siger projektchef i CG Jensens division Anlæg Vest, Jacob Skaar.

Spunsarbejdet er tæt på at være færdigafsluttet og Jacob Skaar forventer, at man er færdige med opfyldningsarbejdet inden jul. Med til opgaven hørte oprindelig reetablering af en bro, men CG Jensen har for nylig fået tillægsarbejder på at etablere to yderligere pælebroer med azobebeklædning, så afleveringsdatoen er skubbet med to uger og dermed skal man aflevere projektet medio april.

”Det er et lidt mindre job, end det vi kommer fra i Esbjerg, så det er lige med at få nedgraderet. Vi har godt nok mast den store flåde ind i havnen, men det er jo noget helt andet at være herinde i midtbyen af Ringkøbing fremfor, at arbejdet foregår langt ude i industrihavnen i Esbjerg og man skal indtænke et endnu større hensyn til naboer”, siger projektchef i CG Jensens division Anlæg Vest, Jacob Skaar.

Fire medarbejdere vil i gennemsnit være beskæftiget på projektet, der også inkluderer finisharbejder som opsætning af pullerter og stiger.