CG Jensen skal fremtidssikre læsning af fisk i Skagen Havn
I dag kan et stigende antal fiskefartøjer ikke lægge til kaj ud for Auktionshallen i Skagen Havn grundet for lav vanddybde. For at imødekomme dette skal CG Jensen i hovedentreprise uddybe dele af Auktionsbassinet og etablere ny kajindfatning.
Skagen Havn ønsker at uddybe dele af Auktionsbassinet til kote -7,0 meter samt etablere ny kajindfatning lands Kaj 16, da et stigende antal fiskefartøjer i dag er nødt til at losse fisk et andet sted i havnen, hvilket medfører, at fangsten efterfølgende skal transporteres med landtransport til auktionshallen.
Den nye kaj kommer til at stå 11 meter længere ude i vandet, hvilket vil give et udvidet kajareal på omkring 2.000 kvadratmeter. Spunsen er bestilt og forventes leveret i midten af december, og lige nu er man i gang med at planlægge de forskellige etaper og detaljer – herunder forankring, som planlægges udført med jordankre for at få et nyt ankersystem med 100 års levetid og for at undgå konflikt med den bagvedliggende auktionsbygning.
”Vi kommer til at arbejde meget fra flåde i starten. Her kommer vi til at ramme spuns ud for den eksisterende kaj fra 1930’erne, som vi efterfølgende delvist nedbryder. Og når vi påbegynder arbejdet med at uddybe dele af Auktionsbassinet, kan vi bruge en del af materialet som opfyld bag spunsen. Til sidst skal vi afslutte den nye kaj med en stor betonhammer, forstøbning og asfaltbelægning, og endelig skal vi stå for diverse installationsarbejder og kajudstyr”, opsummerer projektchef i CG Jensens division Anlæg Vest, Henrik Stenholm Møller.
CG Jensen kender området fra tidligere arbejder og samtidig er man rimelig godt beskyttet inde i havnen. Til gengæld kan vandstandsvariationerne drille, når man skal udføre svejsearbejder, men det er man også ved at lægge en plan for.
”Fordi det er sand, vi skal ramme i, har vi mulighed for at køre spunsen delvist ned og så udføre svejsearbejderne over vandet, inden vi slår spunsen helt ned”, forklarer projektchef i CG Jensens division Anlæg Vest, Henrik Stenholm Møller.
Seks medarbejdere vil løbende være tilknyttet projektet, som man forventer afsluttet ultimo maj.