CG Jensen søsterselskab får ny direktør

Jan Vognbjerg skal fremover sætte kursen for grundvandsspecialisten Hölscher Jensen. Planen er at ændre det danske marked inden for rensning af grundvand, grundvandssænkning og geoenergi.

”Vores drikkevand er i stigende grad belastet af nye pesticidfund – herunder PFAS. Det har vi i Hölscher Jensen kompetencerne til at gøre noget ved,” siger Jan Vognbjerg, der vil løfte grundvandsrensningen i Danmark til et nyt niveau.

”Hölscher Jensens styrke er, at vi kan trække på patenteret teknologi og mange års erfaring med grundvandsrensning og brøndboring fra ind- og udland. Ved hjælp af nye, bæredygtige oprensningsteknikker kan vi rense boringer uden brug af kemikalier samtidig med, at vi kan forlænge levetiden på eksisterende boringer ved at kombinere flere teknikker.”

Hölscher Jensen blev for syv år siden skabt i et samarbejde mellem CG Jensen og de tyske specialister inden for grundvandssænkning og brøndboringer; Hölscher Group. Jan Vognbjerg har gennem årene videreudviklet firmaet sammen med medarbejderne og han afløser nu Thomas Nielsen, der fremover skal have en ledende rolle i et rådgivningsfirma.

”Jeg glæder mig til den nye rolle. Jeg vil sammen med medarbejderne arbejde for, at kunderne får den mest kosteffektive og grønne løsning. Den grønne omstilling er en mulighed for at tænke nyt og gøre tingene bedre fremover – ikke kun inden for drikkevand, men også inden for fx geoenergi”, siger Jan Vognbjerg og uddyber:

”Hölscher Jensen vil gerne tilbyde helhedsorienterede løsninger, hvor man kan udnytte boringer efter endt grundvandssænkning til at installere geoenergi, der kan opvarme og nedkøle bygninger.”

Jan Vognbjerg kan også se andre muligheder inden for den grønne omstilling.

”Når man i dag bebygger en forurenet grund, laver man tit en simpel rensning og leder vand til kloakken med en stor udgift for bygherren. Hölscher Jensen har teknologien til at rense det forurenede vand til drikkevandskvalitet og dermed skåne miljøet.”

Bestyrelsen i Hölscher Jensen glæder sig over, at det bliver Jan Vognbjerg, der fremover skal stå i spidsen for firmaet.

”Hölscher Jensen er funderet på specialistviden. Jan har stor faglig indsigt og han er meget vellidt blandt både kunder og medarbejdere. Han har været med til at udvikle virksomheden og han er den helt rigtige mand at sætte i front”, siger bestyrelsesmedlem i Hölscher Jensen, Kenneth Møller.

Hölscher Jensen har stået for grundvandssænkning på metroprojekter i København, Baltic Pipe, kraftværker, industrianlæg samt en lang række bygge- og anlægsprojekter rundt om i landet.

Faktaboks
  • Hölscher Jensen blev stiftet i 2016 og har kontor i Hedehusene.
  • Hölscher Jensen a/s er et søsterselskab i CG Jensen Holding A/S. Ejerskabet i Hölscher Jensen a/s er fordelt på 50 procent til Hölscher International Holding GmbH og 50 procent til CG Jensen Holding A/S.
  • Hölscher Jensen er specialister inden for grundvandssænkning, brøndboring og rensning af grundvand.