CG Jensen støtter endnu en gang vild brobygningskonkurrence
CG Jensen har gennem fem år støttet konkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere – både økonomisk og med projektledelse. I år deltager CG Jensen projektleder Jesper Juel tilmed som dommer, og CG Jensen har som vanlig en stand på konkurrencen.

Brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere har vokset sig stor. I år finder konkurrencen sted i Næstved, hvor man på tværs af kommunens skoler endda afholder en brobygningskonkurrence for kommunens 10 til 14-årige, og der er ganske enkelt lagt op til en stor byfest, hvor også CG Jensen kommer til at deltage med en stand.
”Vi ved, der kommer mange mennesker, og vi håber, at vi kommer til at snakke med rigtig mange, så vi kan udbrede kendskabet til CG Jensen og til byggebranchen. Jeg glæder mig også til at møde skolebørnene, de er altid nysgerrige, og måske der er nogle kommende medarbejdere”, siger formand for CG Jensens Lærlingeudvalg, Johnny Villadsen, der kommer til at bemande CG Jensens stand sammen med bygningsstruktørlærling Silje Meinertz Persson samt projektleder i CG Jensens division Stål, Stefanie Anna Jensen og projektleder i CG Jensens division Anlæg Vest, Tomas Graversen.
”Konkurrencen er et udstillingsvindue for vores fag, og det er ikke tilfældigt, at vi både er mænd og kvinder på standen. Vi vil gerne vise, hvor bredt vi spænder, det er vi stolte over, og vi vil gerne vise, at branchen for alle”, siger formand for CG Jensens Lærlingeudvalg, Johnny Villadsen.
Konkurrence skal inspirere unge
Brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere går ud på, at tre hold af lærlinge, studerende og elever dyster i at bygge broer i beton, stål og træ – denne gang hen over den fritlagte Suså ved Næstved. Deltagerne er udtaget i samarbejde med skoler lander over – og holdene har blot syv timer til at opføre en bro, der efterfølgende bedømmes af et professionelt dommerpanel med dommere fra Rambøll, COWI, Dissing+Weitling, 3F Byggegruppe, CELF, Bam-Bus og ikke mindst CG Jensen, repræsenteret ved projektleder i division Anlæg Vest, Jesper Juel Pedersen.
”Jeg synes, det er helt vildt fedt, at der er tre hold med rigtig mange forskellige faggrupper, der skal lære at arbejde sammen; fra struktører, tømrere, smede og elektrikere til arkitekten, der skal tegne og ingeniøren, der skal udregne. Det er i den grad samarbejde, og mit fokus som dommer er netop på holdets evne til at samarbejde samt deres håndtering af tid og økonomi – og så selvfølgelig det flotte håndværk, herunder ikke mindst betonarbejdet”, siger Jesper Juel Pedersen, der til daglig selv fokuserer på netop samarbejde, tid, økonomi og godt håndværk i sit job som projektleder i CG Jensens division Anlæg Vest.
”Det matcher min hverdag en til en”, som han siger.
Jesper Juel har rådgivet Verdens Vildeste Brobyggere siden konkurrencens opstart, og han glæder sig over at være på dommerholdet i år. Konkurrencen er nemlig ikke blot en reklame for håndværker-, arkitekt- og ingeniøruddannelser, men også en læring i det samarbejde på tværs af fagene, der er essentielt, når de unge kommer ud i virkeligheden.
”Vi skal lære de unge, at samarbejdet er utrolig vigtigt, når man skal lykkes med noget. Ved at bygge en bro på kort tid sammen, bliver deltagerne virkelig pressede, men det er fantastisk at se deres glæde, når de kommer i mål, og jeg elsker at se unge blomstre og lære at samarbejde på tværs – og så håber jeg selvfølgelig, at det engagement og den lyst og vilje kan inspirere alle de mennesker, der kommer og besøger konkurrencen”, siger projektleder Jesper Juel Pedersen, der også er medlem af CG Jensens Lærlingeudvalg.
Kom og vær med
Alle er velkomne til at lægge vejen forbi det store event.
Man er også mere end velkommen til at lægge vejen forbi CG Jensens stand, der også byder på konkurrencer. Her kan man blandt andet få testet sin evne til at udregne rumindholdet af en betoncylinder samt længden på et stykke bukket armering.
Verdens Vildeste Brobyggere afholdes på den 4. juni kl. 8.00-19.30. Selve brobygningskonkurrencen starter kl. 11.00, vinderne kåres kl. 19.00.
Der vil løbende være indslag og underholdning på scenen, hvor DR-vært Josefine Høgh vil være vært. Projektleder Jesper Juel vil være på scenen omkring kl. 13.00, hvor han sammen med nogle af de øvrige dommere vil live-kommentere brobygningen.
Læs mere om konkurrencen her