Postbyen
CG Jensens hidtil største betonopgave
CG Jensen har udført råhus entreprisen inklusive funderingsarbejdet på det 95.000 kvadratmeter store Postbyen-byggeri i Indre København ved Københavns Hovedbanegård.
CG Jensen har i den forbindelse opført fem tårne, hvoraf det højeste er 115 meter højt samt et multibrugerhus i 10 etager. Som en del af projektet har CG Jensen også udført en 20.000 kvadratmeter stor parkeringskælder i to etager.
Opgaven har blandt andet omfattet udførelse af 13 meter dybe borede pæle, rammede pæle, jordankre, in situ kælder samt in situ støbte dæk og kernevægge i tårnene. Hertil har CG Jensen specialudviklet væg- og dækforme, som har kunnet anvendes på alle tårnene.
Dertil kommer elementleverance og montage samt stålkonstruktioner.
CG Jensen har i alt opført 111 etager og monteret godt 3.000 betonelementer. Eftersom tårnene er opført samtidig, har CG Jensen skulle løse logistiske udfordringer omkring trængsel på den i forvejen kompakte byggeplads, der tilmed ligger op ad togbanen.
Internt samarbejde
Flere af CG Jensens fagdivisioner har bidraget til projektet. Foruden division Beton er det division Stål samt Jord, Kloak, Forsyning & Gartner. Da projektet var på sit travleste, beskæftigede det op til 100 timelønnede, seks formænd og en snes funktionærer.
CG Jensens søsterselskab Hölscher Jensen har stået for grundvandssænkning på projektet.
Projektet er navngivet Postbyen, da det er beliggende på en grund, der tidligere husede byens gamle postterminal. Det nye bykvarter byder på både boliger, kontorer, hotellejligheder, restauranter, cafeer, butikker, barer og foodhall.
Tårnene er certificeret til DGNB-sølv. Multibrugerhuset er certificeret til DGNB-guld.