TV2 portræt af kvindelig brolægger i CG Jensen
Ella Andreasen blev udlært brolægger i marts efter en god læretid i CG Jensen. Siden er Ella Andreasen blevet ansat som svend i CG Jensen og har arbejdet på flere projekter, blandt andet Hovedstadens Letbane og et projekt i Tåstrup.

“Jeg synes, det er fedt at være svend. Jeg fik allerede en del ansvar som lærling, så der er egentlig ikke den store forskel”, siger Ella Andreasen.
Da Ella modtog sit svendebrev var det med stor mediebevågenhed, og hun har efterfølgende oplevet positiv opbakning i bybilledet.
“Det har været lidt overvældende. Folk har stoppet mig på gaden og sagt ’tillykke, er det ikke dig fra tv?'”, fortæller hun.
I går bragte TV2 Kosmopol et større portræt af Ella, som du kan se i linket her.
Ella Andreasen er den første udlærte kvindelige brolægger i 30 år. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor det er et fag for hende.
”Jeg synes, det er fedt, og jeg synes det er helhedsindtrykket, når man laver noget, og man ligesom gør byen smukkere på den måde. Altså det gør en kæmpe forskel’.’