CG Jensen skal byggemodne i Aarhus
Knap er CG Jensens folk hoppet ind i 2023, før arbejdet kalder i Aarhus Ø. Her skal CG Jensen foretage…
Knap er CG Jensens folk hoppet ind i 2023, før arbejdet kalder i Aarhus Ø. Her skal CG Jensen foretage kanaludgravning og montage af tre broer ved Pier 4 for Aarhus Kommune.
Arbejdet er en hovedentreprise, der blandt andet omfatter fundering, jord-, beton-, stål- og træarbejder samt overfladebehandling. Kort sagt et parløb mellem Division Anlæg Vest og Division Stål.
Opgaven består i at grave ud i kanalerne, så vandet kan blive lukket ind. Den eksisterende spuns fungerer dermed som støtte i udgravningsfasen. Udgravet forurenet jord bliver kørt til kartering, som er en undersøgelse af forureningsgraden. Øvrig jord havner i Bassin 7.
I udgravningen monterer Division Vest cirka 350 styk aluminiumsanoder på spunsen, ligesom 350 andre anoder bliver monteret ved havnebadet. Desuden monterer CG Jensen 2.200 meter fendertømmer i azobé, der er det perfekte byggemateriale i forbindelse med havnebygning. Uden nogen form for behandling kan det modstå pæleorm og andre skadedyr, der lever i vandet.
Erfarne brobyggere
De tre 20 meter lange stålbroer, der også bliver beklædt med azobé, bliver samlet og monteret fortløbende. Idet der graves vådt, er det ikke muligt at montere broerne efterfølgende.
”Vi har rigtig god erfaring med den slags arbejde. Processerne fra Enghave Brygge ligner meget dem, vi skal gennemgå her, og vi har dem i frisk erindring”, siger Hussein Al-Nema, projektleder i Division Stål.
Under hver af de tre broer støber Anlæg Vest såkaldte brovederlag, som broen kan hvile på i hver ende.
Den første bro bliver monteret allerede i slutningen af januar, de to sidste i april måned.
CG Jensen forventer at overdrage de færdige arbejder planmæssigt i midten af august 2023.
Læs mere om vores kompetencer inden for byggemodning her