CG Jensen overtager konkursramt byggeri på Amager

Astas Have, som med tiden skal blive et dejligt beboelsesområde, blev i foråret 2022 ramt af en totalentreprenørs konkurs og blev dermed ikke færdigt.

Astas Have, som med tiden skal blive et dejligt beboelsesområde, blev i foråret 2022 ramt af en totalentreprenørs konkurs og blev dermed ikke færdigt.

Da den tidligere totalentreprenør gik konkurs, var kun byggegruben etableret og kælderen gravet ud.

CG Jensen har fået opgaven at udføre kælderen inklusiv ledninger og anlæg i jord.

I takt med udførelse af kælderen vil forhandlinger vedrørende de resterende arbejder om færdiggørelsen af hele projektet pågå.

”Vi overtager en byggeplads, hvor der allerede er etableret en byggegrube med spuns. Der er også to færdigarmerede bundplader, men før de er helt støbeklare, skal vi lave nogle mindre rettelser. Det er lidt specielt at overtage andres påbegyndte arbejde, da vi ikke har kunnet sætte vores eget præg på byggeriet helt fra starten”, siger projektleder i Division Beton Øst, Henrik Schwarz.

Astas Have, som er beliggende ud til Sundholmsvej, kommer til at rumme 64 lejligheder, fælles gårdanlæg og tagterrasse.

Mellem 13 og 18 medarbejdere fra henholdsvis division Beton Arcon og division Jord, Kloak, Forsyning & Gartner vil være tilknyttet projektet.