Gladsaxe Genbrugsplads
Genbrugsstation for Gladsaxe Kommune
CG Jensen opfører en ny genbrugsstationen for Gladsaxe Kommune i totalentreprise. Opgaven omfatter både projektering og udførelse af en færdig genbrugsstation.
CG Jensen opfører en ny genbrugsstationen for Gladsaxe Kommune i totalentreprise. Opgaven omfatter både projektering og udførelse af en færdig genbrugsstation.
Den nye genbrugsstation bygges omkring gravhøjen Sneglehøj, der ligger ud til Motorring 3. Der stræbes efter at gøre den nye genbrugsstation til et smukt sted, som respekterer og iscenesætter gravhøjen.
Når den nye, udvidede genbrugsstation står færdig, vil den byde på flere affaldsfraktioner, der samlet skal kunne håndtere op mod 32.000 ton affald. Stationen vil blandt andet indeholde bygninger til farligt affald, direkte genbrug og mandskabs- og undervisningslokaler samt containere, der er sænket ned i en køregrav.
Design & Engineering har varetaget ledelsen af tilbudsgivningen og har efterfølgende haft det løbende ansvar for overholdelse af alle kontraktuelle forhold overfor bygherren samt rådgiverteamet.
Design & Engineering har varetaget projekteringsledelsen og er CG Jensens repræsentant overfor bygherren igennem hele udførelses-, afleverings- og ibrugtagningsfasen, og har deltaget i samtlige møder med bygherren.
Fokus på CO2 reduktion
Ambitionen er at genanvende så mange materialer som muligt samt at anvende træ, hvor det ikke er muligt at genbruge materialer. På den måde vil man reducere CO2 udledningen. CG Jensen har været med til at påvirke og finde løsninger allerede i en tidlig fase. Det har bidraget til løsninger på, hvordan vi dels kan minimere forbruget af materialer og dels genbruge materialer. Facaderne vil blive beklædt med genbrugstegl og genbrugsstålplader og til vejbelægningen bruges genbrugsslagger og knust beton.
CG Jensens byggeplads er fossilfri, hvilket betyder, at der ikke anvendes fossile brændstoffer som diesel, benzin og naturgas. Desuden benyttes grønne skurvogne, der bruger omtrent 60 procent mindre varme og el sammenlignet med konventionelle skurvogne. Endelig producerer CG Jensen grøn strøm til byggepladsen ved hjælp af ”Den Grønne Top”, som er en platform med solceller og vind-turbiner.
CG Jensen udfører en del af opgaven som egenproduktion, herunder jord-, kloak-, beton-, belægnings- og gartnerarbejde. I forbindelse med jordarbejdet håndteres ca. 38.000 tons jord i forskellige miljøklasser.
CG Jensens team har tidligere opført genbrugsstationer i henholdsvis Albertslund og Hillerød.