Hempel HQ2
Stålarbejder i forbindelse med udvidelse af Hempels hovedkontor
CG Jensen har i totalentreprise opført en 12.500 kvadratmeter stor administrationsbygning for malingproducenten Hempel. Bygningen er opført ved siden af Hempels eksisterende hovedkvarter i Kongens Lyngby.
Den nye administrationsbygning er tegnet af Årstidernes Arkitekter og er opført som to forskudte bygningskroppe i henholdsvis fem og seks etager. Etageadskillelserne er opført som huldæk understøttet af HSQ komposit-stålbjælker.
CG Jensens Ståldivision har projekteret og leveret samtlige HSQ kompositbjælker samt opsvejste stålbjælker med udstik til den store atriumtrappe, som er omdrejningspunktet i den nye bygning.
Vores ståldivision har også leveret og monteret en 4,5 meter høj stål-gitterdrager, som spænder 20 meter hen over et nyt auditorium.
Samarbejdet med CG Jensens Ståldivision var meget professionelt. Processen omkring montering af brofagene forløb som planlagt.
Michael Steen Petersen
Teknisk direktør i Hempel A/S om monteringen af en 60 meter lang gangbro i forbindelse med udvidelsen af Hempel Campus
Dertil kommer levering og montering af teknikhuse på tagene, der er udført som stålramme.
Sidst, men ikke mindst, har vores Ståldivision stået for levering og montering af en 60 meter lang stålgangbro, som forbinder den nye del af Hempels hovedkvarter med den eksisterende del HQ1. De to bygninger ligger på hver sin side af Lundtoftegårdsvej, og den 60 meter lange gangbro forbinder bygningerne på af vejen.
Broen er forsynet med tunede massedæmpere for at sikre komforten for brugerne. Den er monteret i to sektioner og boltet sammen på stedet. Den samlede vægt af broen og stålrammer er over 110 tons.
HQ2 er et byggeri, hvor der ikke er gået på kompromis med noget. Bygherren har stillet meget høje krav til kvaliteten, og projektet har været underlagt en meget stram tidsstyring
Bygningen er opført til sølv efter DGNB-certificeringen, der omfatter kriterier indenfor; miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet.