CABINN-byggeri i slutspurt: Færdigt halvanden måned tidligere end aftalt
14-12-2018CABINN-byggeri i slutspurt: Færdigt halvanden måned tidligere end aftaltPå blot syv måneder har betonfolkene opført den ene ud af to hotelbygninger på CABINN Copenhagen. Det blev i dag fejret med et rejsegilde, hvor en tilfreds bygherre takkede for indsatsen. “Det er en stor glæde at være her i dag. Det her byggeri er noget af […]
På blot syv måneder har betonfolkene opført den ene ud af to hotelbygninger på CABINN Copenhagen. Det blev i dag fejret med et rejsegilde, hvor en tilfreds bygherre takkede for indsatsen.
“Det er en stor glæde at være her i dag. Det her byggeri er noget af det største, jeg har oplevet, og jeg vil gerne takke alle dem, der står op hver morgen og er med”, sagde stifteren af den populære hotelkæde, Niels Fennet.
Det er tredje gang, CG Jensen opfører et hotel for Niels Fennet, og det er bestemt ikke tilfældigt.
“Det giver ro og stabilitet i hverdagen, når vi bruger samme firma. Vi kan lide hinanden og har gensidig respekt for hinanden. Det driver mig”, forklarede han om det langvarige samarbejde.
Foran tidsplan
Betonfolkene satte det første element på bygning A den 3. maj i år. I dag kunne de så sætte det sidste – efter opsætningen af 290 indervægge og 300 zigzagvægge.
“Det skyldes blandt andet vores dygtige sjakbajs, der er god til at planlægge arbejdet”, siger en af folkene Keld Ibsen.
Opførelsen af den anden hotelbygning kører også snorlige.
”Montagen af bygning B forløber planmæssigt, og vi er nu på fjerde etage ud af ni etager”, siger projektchef Rasmus Louis Frederiksen.
CABINN Copenhagen bliver et af Nordens største hoteller. Det bliver Niels Fennets ellevte hotel.