CG Jensen skal opføre bycampus på Frederiksberg
CG Jensen glæder sig over at opstarte endnu en stor byggesag for bygherren NREP, som man har samarbejdet med mange gange tidligere.
Illustration: Effekt Architects
CG Jensen glæder sig over at opstarte endnu en stor byggesag for bygherren NREP, som man har samarbejdet med mange gange tidligere.
På det attraktive Frederiksberg har CG Jensen påbegyndt råhusarbejderne på 677 boliger, som fremover skal udgøre Rolighedsvej Bycampus.
De 677 boliger er fordelt på 519 studieboliger og 158 forsker- og iværksætterboliger. Det samlede boligareal bliver på over 20.000 kvadratmeter. Dertil kommer godt 900 kvadratmeter erhverv i stueplan.
Det store campus-område kommer også til at rumme idrætshal, skole og et grønt område.
”Det er en stor og spændende opgave, vi har taget hul på. Vi har på nuværende tidspunkt sat spuns og gravet ud til størstedelen af byggegruben”, fortæller divisionschef i Beton Arcon, Morten Andersen.
Alle CG Jensens divisioner – fra Beton, Byggeri, Stål og Ramning til Forsyning, Jord, Kloak & Gartner- bidrager til projektet.
Herudover samarbejder man også med grundvandseksperterne fra CG Jensens søsterselskab Hölscher Jensen.
Mangeårigt samarbejde
I CG Jensen glæder man sig til endnu et samarbejde med bygherren NREP.
”Vi er rigtig glade for at få så stor en sag med en professionel bygherre, som vi tidligere har opført store projekter for”, siger divisionschef i Beton Arcon, Morten Andersen.
Herunder kan blandt andet nævnes boligkomplekset Øresyd, det 28.000 kvadratmeter store bolig- og erhvervskompleks Himmelbyen i Ørestad samt en Pelican Storage-bygning i Nordvest kvarteret.
Det nye campusområde på Frederiksberg omkranses af Rolighedsvej, Bülowsvej, Åboulevarden og Den Grønne Sti.
Boligbebyggelsen er tegnet af arkitekterne EFFEKT og kommer til at fremstå med afrundede hjørner og tagterrasser. Et hævet gårdmiljø, hvorunder der etableres P-kælder, kommer til at binde hele boligbebyggelsen sammen.
Den første etape af Rolighedsvej Bycampus skal afleveres i august 2023, mens det samlede projekt forventes at stå færdigt i 2024.