Ny Prins Henrik Skole
Indretning af ny skolegård
CG Jensen har i fagentreprise udført belægning og beplantning omkring den nye skole på Frederiksberg.
Opgaven har omfattet skolegård, legeplads og kantzone langs Rolighedsvej og Bulowsvej. Desuden en del af den nye bygnings tagflader, som er indrettet med opholds- og legerum til skolens børn.
Skolegården er belagt med asfalt med flere grønne øer. Hver ø er afgrænset af en siddekant i beton. Øerne indeholder hævede bede med forskellig beplantning og legeelementer med enten faldsand eller asfalt under. Langs bygningen har CG Jensen etableret bede med stålkant med klatreplanter, der begrønner facaden.
Øst for skolegården er der etableret en legeplads til de mindre børn. Her er belægningen ligeledes asfalt på opholdsområder langs bygningen og faldsand i områder med legeelementer.
Skolen er afskærmet mod vejen af en beplantet zone, som integrerer flere af de eksisterende bevaringsværdige træer. Fra Rolighedsvej er fortovsbelægningen ført ind til skolegården for at skabe en ankomstzone. Mindre lommer og pladser langs kanten af Rolighedsvej er udført i chaussésten for at skabe sammenhæng med byens rum.
Den nye beplantning består af træer, buske og stauder/græsser. Omkring de beplantede øer i skolegård og på legeplads er opsat midlertidigt trådhegn for at beskytte beplantningen i etableringsfasen.
På tagflader til ophold er udført faldgummi-belægninger, legeplads-inventar og siddemøbler/plantekasser i træ. Plantekasserne er udført med vækstlag, drænlag og tørketålende stauder/græsser. Ved døre og vinduer på tag er der etableret linjedræn.
Arbejdet omfatter 1 års pleje af beplantning.
CG Jensen har desuden opført de nye skolebygninger til Prins Henriks Skole. – i alt 9.800 m².