Ryparken

Ledningsomlægninger ved Ryparken, København
CG Jensens division for Jord, Kloak og Forsyning har i en hovedentreprise omlagt 320 meter søvands- og kloakledninger ved Ryparken i København.

I forbindelse med udviklingen af en ny bydel i Københavns Nordhavn anlagde Københavns Kommune Nordhavnsvej, som forbinder Nordhavnen med Helsingørmotorvejen. Det betød, at nogle af HOFORs ledninger ved Ryparken skulle omlægges.

CG Jensen har anlagt 320 meter dobbeltledning; Henholdsvis en søvandsledning med en diameter på 1.600 millimeter og en kloakledning på 2.000 millimeter i diameter. Begge rør er med fod af hensyn til vægtforøgelse og for at modvirke den opdriftspåvirkning, som der ville være ved det færdige anlæg. Opgaven løste vi ved at sænke grundvandet under arbejdets udførelse.

Ledningsarbejdet omfattede både ny-anlæggelse og omlægning af eksisterende ledninger. I forbindelse med arbejdet har vi opgravet cirka 15.000 kubikmeter jord.

Vi byggede desuden to tilslutningsbygværker, et udløbsbygværk samt fem bygværker som kunne håndtere de nødvendige retnings- og dimensionsændringer i forbindelse med sammenbygningen med det eksisterende system.

Ledningsarbejdet foregik dels på et tidligere grønt område, som blev inddraget til arbejdsareal for Nordhavnsvejen, dels under snævre forhold på et privat boligområde mellem to boligblokke. Her var en del af ledningerne gravet ned på et blot 20 meter bredt arbejdsområde. Da udgravningen var seks-syv meter dyb og otte meter bred, krævede det en særlig metode.

I stedet for larmende spunsning, anvendte vi en stille metode. I Tyskland fandt vi ekstra store slidsegravekasser, der kunne sættes ned og holde udgravningen på plads, mens vi satte betonrørene ned og samlede dem.

FAKTA
Bygherre:
HOFOR A/S
Byggeperiode:
08.2013 – 04.2014
Entrepriseform:
Hovedentreprise
Referenceblad:
KONTAKT
Jord, Kloak, Forsyning og Gartner
Divisionschef Kenneth Møller