Trods ferieramt opstart er CG Jensen godt i gang med Busterminal

Der er godt gang i både papirarbejdet og produktionen ved Dybbølsbro i København.

Der er godt gang i både papirarbejdet og produktionen ved Dybbølsbro i København, hvor CG Jensen skal opføre en stor busterminal til fjernbusser.

”Vi har fået godkendt jernbanesikkerhedsplanen, fået etableret afskærmning mod banen, fjernet en del forurenet jord, udgravet og genindbygget råjord. I denne uge opstarter vi funderingsarbejdet i form af knapt 100 borede Ø 800 mm pæle”, siger projektchef fra Beton Arcon, Jesper Sørensen, der sammen med resten af holdet nu har fået arbejdsplads på et tidligere godsbaneterræn med et hav at eksisterende ledninger i jorden.

”Det er en smal grund cirka 600 meter langt inde ved Carsten Niebuhrs Gade med jernbanesporspor i drift på den ene side – og heftig byggeaktivitet på den anden side, hvor der bygges et nyt Ikea samt et Kaktus Tårn byggeri, der er ved at blive afsluttet. Det giver kamp om pladsen på vejen og særlige forhold, der skal tilgodeses i forhold til togdrift”, forklarer projektchef Jesper Sørensen.

Herudover har projektet været ramt af udskydelse, da det oprindelige budget viste sig for smalt og måtte udvides fra politisk side på Københavns Rådhus. Projektets fremdrift er dog nu begunstiget af et godt, internt samarbejde i CG Jensen.

”Arbejdet gennemføres i et internt jointventure mellem Stål, Byggeri Øst og Jord, Kloak, Forsyning & Gartner understøttet af personer og ydelser fra Design & Engineering, Anlæg Vest, Beton Øst og Betonrenovering samt undertegnede fra Beton Arcon. Alt i alt et godt hold, der understreger CG Jensens styrke ved mulighed for samarbejde på tværs af divisioner”, siger projektchef Jesper Sørensen.

Betonarbejdet påbegyndes om godt et par uger. Stål er ved at udarbejde værkstedstegninger, så fremstilling og maling af stål kan muliggøre montagestart medio oktober med planlagt lukket råhus primo næste år. Byggeri Øst forhandler og indgår UE aftaler.

CG Jensen skal aflevere den nye busterminal primo juli 2023. Terminalen skal sikre en nemmere og mere sikker adgang til fjernbusserne, der i dag har opsamlingssted ved Københavns Hovedbanegård. Terminalen ventes at få 1,4 millioner årlige passager.

Fakta:

Entreprisen omfatter i hovedtræk udførelse af busterminal med plads til 15 busholdepladser, opførelse af terminalbygning med ventefaciliteter og kiosk, etablering af perron-overdækning, elevator og trappe til Dybbølsbro og vejbelysningsanlæg samt montering af inventar og udførelse af beplantning.

En stor del af arbejdet udfører CG Jensen som egenproduktion:

Jordarbejder, herunder udgravning for fundamenter, elevatorgrube, bundplade og trappefundament. Udførelse af pælearbejde og stålarbejder samt etablering af kloak og dræn. In situ støbning af bl.a. elevatorgrube, trappeplint, fundamenter, terrændæk og gulv. Gartnerarbejder, herunder græssåning og beplantning med buske, træer, bundække og løg. Udførelse af belægning; flisearealer, kantsten og asfalt. Montering af inventar bl.a. cykelstativer, læskærme, bænke, trafiktavler, autoværn og affaldskurve.

Omfang:
  • ø800 borede pælefundamenter 90 stk.
  • Gawipæle 8 stk.
  • Beton 350 kubikmeter
  • Stål 375 ton
  • Græssåning 500 kvadratmeter
  • Asfalt 5.000 kvadratmeter
  • Brolægning chaussesten 900 kvadratmeter
  • Fortovs-og kørebanefliser 3.500 kvadratmeter
  • Autoværn 555 lbm
  • Etablering af betonkant med træsæder 173 lbm