09/03/2022

UN17 VILLAGE – EN FOsSILFRI BYGGEPLADS

På CG Jensens bæredygtige byggeplads UN17 Village er fossile brændstoffer bandlyst. Her kører alt på el eller biobrændsler.

Det har resulteret i, at der allerede nu er sparet mere end 60 tons CO2 under opførelsen af UN17 Village, som CG Jensen udfører i totalentreprise i Ørestad.

Rolf Carlsson, som er formand i CG Jensens Jord- & Kloakdivision fortæller, at alle fossile brændstoffer er skiftet ud med HVO-biobrændstof og el.

”Det fungerer fuldt ud på højde med almindeligt fossilt brændstof. Den eneste forskel er, at vi skal tænke os godt om og typisk bestille det 2-3 dage før, vi skal bruge det, modsat de fossile brændstoffer, som kan leveres fra dag til dag. Derudover er det overraskende, hvor lidt anderledes det er at benytte biobrændsel. Det er kun prisen, som er lidt træls,” fastslår Rolf Carlsson.

I runde tal er det da også cirka 50% dyrere at benytte biobrændsel fremfor fossilt brændstof. Og netop på grund af prisen er der ikke mange byggepladser, der anvender fossilfri alternativer.

Det på trods af at København Kommune har en ambition om, at alle kommunens byggepladser på sigt skal være fossil- og/eller emissionsfri.

CG Jensen afholder selv merudgifterne for at holde UN17-byggepladsen fossilfri. Det sker først og fremmest med henblik på, at projektet skal reducere CO2-fodaftrykket.

”Det er absolut ikke billigere at holde byggepladsen fossilfri, men det er godt for klimaregnskabet, og derfor gør vi det for egen regning,” fastslår Poul-Erik Olsen, som er bæredygtighedschef i CG Jensen.

Udleder 90% mindre CO2

UN17 er udråbt til at være et af Nordens mest bæredygtige byggerier, og hensyn til miljøet og FN’s 17 Verdensmål er da også indtænkt i alt, hvad der foregår i forbindelse med opførelsen. Et særligt fokusområde er at sikre lav CO2-udledning allerede i byggefasen.

Et mål, der i høj grad bliver indfriet, idet der udledes op til 90 procent mindre CO2 på UN17 med de fossilfri tiltag, hvor alle større maskiner kører på bio-brændstof, mens de mindre maskiner udelukkende kører på batteri og el. Strømmen hertil kommer blandt andet fra solceller, som CG Jensen har monteret på en række af byggepladsens skurvogne.

Formand Rolf Carlsen fortæller endvidere, at han lige har bestilt en jordlop, som kører 100 procent på batteri.

Der er dog stadig enkelte områder, hvor det endnu ikke er muligt at være helt CO2-neutral, og det er i forbindelse med motorolie og smørefedt til maskinerne – det findes ganske enkelt ikke endnu.

I CG Jensen ville vi ønske, at vi kunne have en hel emissionsfri byggeplads, men entreprenørmaskiner større end 2,5 ton findes kun som prototyper eller ombyggede fossile maskiner. Så det gør, at anskaffelsessummen er 3-4 gange så høj for eldrevne store maskiner.

”Lige nu er det temmelig dyrt at anskaffe stort grej, der kører på el. Man kan sige, at vi på mange måder bevæger os på ubetrådt grund, idet teknologien ikke er helt med endnu i forhold til den grønne omstilling. Om 5-10 år vil det se helt anderledes ud,” fastslår formand Rolf Carlsen.