Københavns Sydhavn er under forvandling: Fra industrihavn til mondænt boligkvarter

07-09-2018Københavns Sydhavn er under forvandling: Fra industrihavn til mondænt boligkvarterFør lå her bunker af skrot og industri langs den gamle kajkant. Nu er 20 mand fra CG Jensens division Ramning og Vandbygning ved at omdanne Enghave Brygge til et moderne Christianshavn bestående af seks nye boligøer – og det endda på en ganske bæredygtig måde. […]

Før lå her bunker af skrot og industri langs den gamle kajkant. Nu er 20 mand fra CG Jensens division Ramning og Vandbygning ved at omdanne Enghave Brygge til et moderne Christianshavn bestående af seks nye boligøer – og det endda på en ganske bæredygtig måde.

Byggeleder Andreas Tønnesen fra entreprenørfirmaet CG Jensen har dét, der skal til, når man skal anlægge en helt ny bydel; nemlig snilde, overblik og tålmodighed.

”Vi tager én ø ad gangen”, som han siger om det gigantiske byudviklingsprojekt Engholmene, der består af seks nyanlagte øer bag Fisketorvet.

CG Jensen realiserer bydelen for udviklingsselskabet NPV A/S – og det på ganske bæredygtig vis. En del af opgaven lyder på nedbrydning af eksisterende materialer, hvilket har givet entreprenørfirmaet mulighed for at gøre byggemodningsprocessen grønnere.  

”Vi har fået lov til at genanvende jord, sten og beton fra byggepladsen, og det har vi knust til murbrokker, som vi efterfølgende kan bruge til at stabilisere bunden på de nye øer”, forklarer Andreas Tønnesen.

CG Jensen har også kunnet genanvende materialer fra nærliggende byggegrunde i Sydhavnen – herunder Sluseholmen, hvor entreprenørfirmaet også byggemodner i stor stil.

”Alternativt havde vi skullet købe sten fra en grusgrav. Ved at genanvende materialerne har vi sparet både penge, transport samt unødigt forbrug af naturens ressourcer”, forklarer den unge byggeleder.

Erfaring sætter turbo på anlæggelsen af øer

Andreas Tønnesen har gennem de sidste tre år af sit liv har brugt de fleste af sine vågne timer på det 85.000 kvadratmeter store byggemodningsprojekt. Den årelange erfaring betyder, at de sidste øer er hurtigere at opføre end de første.

”Det er gået virkelig godt. Vi ved, hvad vi skal, og det går hurtigere og hurtigere”, fortæller han.

At processen er forløbet snorlige, betyder også meget for bygherren.

”Vi er meget tilfredse med det målrettede samarbejde, vi har med CG Jensen. Vi følger tidsplanen på Engholmene, og det er afgørende i så stor en byggesag, hvor selv den mindste forsinkelse kan betyde meget på den lange bane”, forklarer salgsdirektør i NPV A/S, Alexander Mottlau.

Inden længe skal Andreas Tønnesen skifte anlæggelsen af øerne ud med anlæggelsen af Hovedstadens Letbane, hvor han sammen med andre kollegaer fra CG Jensen skal stå for anlæggelsen af otte kilometer letbane. Indtil da nyder han arbejdet i Sydhavnen.

”Det er spændende at se det vokse op. Det har virkelig forandret sig enormt meget, siden jeg startede herude”, siger han.

Udover at anlægge de seks øer, bygger CG Jensen også 214 boliger på den ene ø, Myrholm. Her flytter de første beboere ind allerede til efteråret.

 

Fakta om Engholmene:

  • Engholmene består af seks boligøer i Københavns Sydhavn

  • Øerne ligger et stenkast fra Fisketorvet og får eget metrostop fra 2024

  • Øerne udgør den nordligste del af Enghave Brygge og fuldender den byudvikling, havnen har gennemgået de seneste 15 år.

 

Tilbage til oversigt