Byggeriet af Hovedstadens Letbane er nu officielt skudt i gang

Byggeriet af Hovedstadens Letbane er nu officielt skudt i gangSeks borgmestre samt regionsrådformand Sophie Hæstorp Andersen satte i dag spaderne i jorden ud for den kommende CMC bygning og markerede dermed, at anlæggelsen af Hovedstadens Letbane nu for alvor er i gang. “Det er spændende og dejligt, at vi nu er nået så langt med […]

Seks borgmestre samt regionsrådformand Sophie Hæstorp Andersen satte i dag spaderne i jorden ud for den kommende CMC bygning og markerede dermed, at anlæggelsen af Hovedstadens Letbane nu for alvor er i gang.

“Det er spændende og dejligt, at vi nu er nået så langt med et projekt, som kommer til at hjælpe mennesker i det daglige, lette trængslen og binde hovedstadsområdet bedre sammen”, sagde Trine Græse, der er formand for letbanens Borgmesterforum og borgmester i Gladsaxe Kommune. 

Hun blev suppleret af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, der også glædede sig over, at letbanen vil blive anlagt af danske entreprenører.

“Tak til entreprenørerne. Vi skal sammen kæmpe mod social dumping og sørge for, at vi får mange lærlinge på projektet, så vi kan øge interessen omkring erhvervsuddannelserne.”

Velbesøgt arrangement

Godt 100 mennesker var mødt op for at fejre, at byggeriet af Hovedstadens Letbane nu er skudt officielt i gang.

Den nyvalgte bestyrelsesformand for Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen, takkede CG Jensen for at lægge byggeplads til arrangementet, hvor også de øvrige entreprenører deltog. 

CG Jensen står for godt halvdelen af bygge- og anlægsentrepriserne på Hovedstadens Letbane – herunder de delstrækninger, som dækker Rødovre, Herlev og Gladsaxe kommuner samt opførelsen af kommende CMC bygning, hvorfra man fremover vil vedligeholde og styre letbanedriften.