CG Jensen divisioner samarbejder ved Herlev Station
Ved Herlev Station har CG Jensen skåret et stort hul i en eksisterende ringvejsbro for at gøre trafikknudepunktet klar til kommende Letbane-passagerer
Ved Herlev Station har CG Jensen skåret et stort hul i en eksisterende ringvejsbro for at gøre trafikknudepunktet klar til kommende Letbane-passagerer
Projektet udføres i et samarbejde mellem CG Jensens Betonrenovering, Bore/Skære og Ståldivisionen.
Ringvejsbroen fører Herlev Ringvej 03 over jernbanen, og den omfangsrige hultagning på 5,5 gange 11 meter, som CG Jensen har udført hen over påsken, skal skabe plads til en trappe, der på sigt skal føre fra Letbanen ned til S-togssporene.
Målet er at lette omstigning mellem de forskellige transportformer ved Herlev Station, som i forbindelse med Letbanebyggeriet skal flyttes tættere på Ringvejsbroen.
For at gøre hultagningen håndter- og transporterbar, blev den delt op i fem sektioner/blokke, som en ad gangen blev skåret ud af broen. Tilsammen vejede de cirka 100 ton.
Løftestålet, som blev benyttet, er udført af CG Jensens Ståldivision, og man har reetableret to pælehætter til kranen, som er de samme, der blev anvendt, da Ståldivisionen leverede og monterede to stibroer ved Herlev Station sidste år.
Projektleder Ann Charlotte Adrian fra Betonrenovering fortæller, at hultagningen er forløbet planmæssigt og i et godt samarbejde divisionerne imellem.
”Lige nu er vi i gang med at bore huller ind i kanten til armering, og i dag har vi sænket et hængestillads, som Stål har fremstillet, ned i hullet. ”
Fra hængestilladset skal der armeres, forskalles og støbes kantbjælker. Selve støbningen bliver udført natten mellem den 9. og 10. juni, hvor der vil være kørestrømsafbrydelse. Efterfølgende skal det ny-udskårne hul dækkes midlertidigt over med et ståldække, indtil man er klar til at montere trappen ned til S-togssporene..
CG Jensens arbejder omkring hullet forventes afsluttet i starten af juli. Projektet er en del af CG Jensens entreprise på Hovedstadens Letbane. Der bliver 29 stop på strækningen, hvoraf de fire kommer til at ligge i Herlev.