Christiansborg Slotsplads

Områdesikring

CG Jensen har i hovedentreprise udført områdesikringen af Christiansborg Slotsplads.

Udover områdesikring indeholdt entreprisen en omfattende klimasikring og forskønnelse af Slotspladsen.

Vores division for Jord, Kloak og Forsyning har i den forbindelse udført omlægning og etablering af nye kloakledninger under slotspladsen samt etableret nye betonbrønde.

Vi har også udskiftet den fugtmembran, der lå over de fredede slotsruiner under selve Slotspladsen.

Det var vigtigt, at den terrorsikrede Slotsplads stadig fremstod åben og frit tilgængelig uden at gå på kompromis med æstetikken.


CG Jensen har med den ny Christiansborg Slotsplads præsteret et flot resultat af høj håndværksfaglig kvalitet. Det var et meget komplekst projekt med flere ønsker fra bygherrerne, der skulle indarbejdes. Alligevel fremstår pladsen og sikringen nu snorlige med skarpe overgange og tætte fuger, der udtrykker både robusthed og finish, og som bogstaveligt talt skjuler de betydelige anstrengelser entreprenøren har lagt i udførelsen.

Kasper Jacoby
Chef for Byggesekretariatet, Folketinget

Af hensyn til sikkerhed og æstetik blev det besluttet at opføre en halvcirkel bestående af 85 ø1400 granitkugler med stålpullerter indeni. De er udført af specialstål, fastgjort i kraftigt armeret betonfundament og kan i teorien stoppe en lastbil eller et andet køretøj, der i høj fart kører mod en menneskemængde.

CG Jensen har monteret granitkuglerne i en halvcirkel fra Christiansborg Slotskirke til Kancellihuset. De er udhugget af bornholmsk moseløkkegranit, og de matcher facaden på Christiansborg.

Kæden af granitkugler brydes to steder af automatiske, fjernstyrede stålpullerter, så biler med officielt ærinde stadig kan lukkes ind på Slotspladsen. De bevægelige pullerter, der er placeret ved indkørslen til baggården, styres fra vagtrummet på Christiansborg og via kortlæsere i biler tilhørende politikere og andre med officielt ærinde til Christiansborg.

CG Jensens division for Gartner og belægning har monteret granitkuglerne samt etableret sænkbare pullerter inklusive signalanlæg og belysning. Desuden har de udført justering af cykelsti, kantsten og midterhelle i Slotsholmsgade i forbindelse med projektet.

På selve slotspladsen har vi udskiftet brostensbelægningen med lyse granitsten, som er lagt i lige rækker vinkelret ud fra slottet. Reposen med tre trin foran slottet er bibeholdt, men betonfliserne er udskiftet med granitfliser.

Vi har anlagt i alt 200.000 brosten under fornyelsen af Slotspladsen. Alle de anvendte brosten og granitfliser er genbrugte granitsten fra enten Slotspladsen eller København Kommunes depot.

De gamle lygtepæle på Slotspladsen har vi renoveret og flyttet ind i en lige række langs Christiansborgs facade. Derudover har vi fældet ti træer og erstattet dem med 12 nye gadetræer langs kanalen.

Områdesikringen af Christiansborg, som er designet af GHB Landskab, vandt Dansk Landskabspris i 2019.

Da vi også terrorsikrede dele af Christiansborgs tilbage i 2013, havde vi flere erfaringer at trække på. Fundamentet fra det gamle Christiansborg under Slotspladsen er desuden skrøbeligt. Derfor måtte de tunge granitsten ikke opmagasineres midlertidigt på pladsen, men skulle i stedet køres væk, så de ikke udgjorde en risiko for det underjordiske ruinmuseum.