HSQ-bjælker

Med vores særlige pladsbesparende HSQ-bjælker kan du spare 27 centimeter pr. etage. Det betyder, at du kan spare beton og facademateriale. HSQ-bjælkerne sikrer desuden byggeriet en bedre bæreevne end beton – og giver dig dermed muligheden for at realisere et mere komplekst byggeri. Vi står for levering og montage.

HSQ-bjælker er et pladsbesparende alternativ til traditionelle betonbjælker og er en god løsning til for eksempel p-kældre og erhvervs- og boligbyggeri. HSQ-bjælken er et alternativ til SWT-bjælken og Deltabjælken.

I CG Jensen fremstiller vi vores egne pladsbesparende HSQ-bjælker. HSQ-bjælken er en let og fleksibel stålløsning med stærk bæreevne og gode genanvendelsesmuligheder. Den egner sig til bæring af huldækselementer og passer i alle typer byggerier, hvor lignende understøttende tiltag bruges.

Bjælkerne kan monteres på betonvægge, betonsøjler eller stålsøjler. Takket være den udkragede underflange, der kan ligge i selve dækket, udnyttes etagehøjden bedst muligt i et nybyggeri. Det er praktisk, hvis der er mangel på plads. Bygherren kan i nogle tilfælde spare 30 centimeters højde per etage, hvilket kan frigive plads eller udnyttes til en ekstra etage i højere byggerier.

Bjælkerne tilpasses den enkelte opgaves belastning og påføres pilhøjde under fremstilling efter behov. Når det giver mening, udføres HSQ-bjælkerne som en kontinuerlig bjælke, hvilket gavner økonomien. Normalt spænder HSQ-bjælken op til 7,5 meter, men størrelsen afhænger af last og dæktykkelse.

Montage
Når bjælkerne monteres, skal de understøttes. Det bør ske med soldater i den side, hvor dækelementerne monteres først for at undgå en ensidig belastning af bjælken. Soldaterne placeres med en indbyrdes afstand på maks. 2,5 meter. Når betonen i fugestøbninger og udstøbningen af bjælken har opnået mindst 75 % af dens endelige bæreevne, kan understøttelsen fjernes.
HSQ-bjælkerne leveres med påsvejste løfteøjer, som det anbefales at al håndtering af bjælkerne sker med løft i. Vi leverer bjælkerne med konsoller til bæring af brystningselementer samt bolte i nødvendigt omfang, hvis der anvendes boltesamlinger.

Bjælkerne er bygget til både at klare egen last og nyttelast uden udstøbning af bjælken. Af brandhensyn kræver nogle kommuner dog, at bjælkerne udstøbes.

Brandbeskyttelse
HSQ-bjælkerne skal brandbeskyttes for at leve op til gældende krav. Den hurtigste og billigste løsning er isolering med Conlit. Isoleringen monteres, efter de midlertidige understøtninger er taget af. Alternativt kan der anvendes gipsplader, som efter montering spartles og males i den ønskede farve. Denne løsning fungerer bedst, hvis stålbjælkerne er synlige i det færdige byggeri, da løsningen er dyrere end isolering.

En tredje metode til brandbeskyttelse er brandmaling, som enten udføres fra fabrikken eller ude på pladsen. Løsningen er billig, men der bør påregnes omkostninger til reparation af montage- og transportskader – for eksempel i forbindelse med skader fra de midlertidige understøtninger af bjælkerne. Det anbefales primært at bruge brandmaling ved synlige konstruktioner, da også denne løsning er mere omkostningsfuld end isolering.

HSQ-bjælker i nybyggerier, hoteller og P-huse
Med vores stålekspertise kan vi sikre kunden en både hurtigere, billigere og mere fleksibel opførelse. Det gælder ikke mindst for bygherren Formula Automobile, for hvem vi i tæt samarbejde med vores betondivision har sikret en hurtig montage, samtidig med at vi har opfyldt bygherrens ønske om at opføre nogle meget transparente lokaler med henblik på udstilling af biler.

Et udbytterigt samarbejde med vores betondivision har vi også haft i Københavns Sydhavn, hvor vi i forbindelse med opførelsen af 214 boliger på boligøen Myrholm har leveret og monteret vores HSQ- bjælker. Et stenkast herfra, på Kalvebod Brygge, har vi også leveret stålbjælker til det store Cabinn-hotelbyggeri ’Cabinn Copenhagen’.

Vi har desuden opført en række parkeringshuse rundt om i Danmark, hvor vi har anvendt HSQ-bjælker.

Designet af HSQ-bjælkerne udføres i Sverige, mens produktionen foregår i Polen.