Sluseholmen

Flytning af ledninger i ny bydel i Københavns Sydhavn

CG Jensens division for Jord, Kloak og Forsyning har stået for koordinering og udførsel af komplicerede forsyningsarbejder i forbindelse med udbygningen af nye boligområder på Sluseholmen i Københavns Sydhavn.

Ved udbygningen har CG Jensen etableret tre nye vej- og stibroer inklusive udgravning af kanaler under broerne. For at kunne realisere broerne har CG Jensen stået for omfattende anlægsarbejder og trafikale omlægninger af trafikken.

CG Jensen har blandt andet stået for ombygningen af det komplekse ledningsnet, som løber i vejen og dermed i broerne – og som omfatter alt fra vand og kloak til el og data. CG Jensen har i den forbindelse leveret, samlet og anlagt rør samt stået for tørholdelse af ledningsgrav og efterfølgende opfyldning med jord fra henholdsvis deponi og nye tilfyldningsmaterialer. CG Jensen har også stået for optagning og bortskaffelse af eksisterende spunsvæg.


Vi har været meget tilfredse med CG Jensens vilje til at finde brugbare løsninger – ikke mindst, når der opstår uforudsigeligheder, som der altid vil gøre ved anlægsarbejder. De har sat sig til bordet i en god tone – og det er også derfor, vi har fortsat arbejdet igennem mere end fem år.

Klaus Gorm Hansen
Projektudviklingsdirektør, Danica Ejendomme

Trafikomlægningen har inkluderet etablering af afspærringer og midlertidig cykelsti og fortov samt skæring af asfalt og opgravning for ledningsarbejder. Herudover har CG Jensen etableret interimsvej samt fælles adgangsvej for entreprenører i området samt stået for vedligehold af denne.

Arbejdet er udført med mindst mulige gener for områdets beboere. I en periode har det været nødvendigt at spærre vejen Sluse-holmen for biltrafik, som har været omlagt til midlertidige veje. Cyklister og fodgængere har i hele perioden kunnet benytte Sluseholmen via en kombineret gang- og cykelsti.

CG Jensen står også for reetablering af vejen Sluseholmen.

Der er yderligere etableret en Ø1500 trykudligningsbrønd og 2×250 lbm Ø200 trykledninger, som er tilsluttet en eksisterende pumpestation, som tidligere er udført af CG Jensen for Hofor på et andet projekt. Trykledningerne igennem broerne ført i stål-foringsrør.

CG Jensen har udført arbejdet under meget begrænsede pladsforhold, og det har været en særlig kompleksudfordring at udføre de nye ledninger der, hvor de krydser den stærkt trafikerede Sjællandsbro. En del af arbejdet er derfor udført som natarbejde, herunder asfaltarbejder og afstribning.

CG Jensens division for Jord, Kloak og Forsyning har tidligere udført totalentreprisen på byggemodningen af det cirka 85.000 kvadratmeter store område, der udgør Sluseholmen. Byggemodningen har omfattet udgravning, pæleramning, kloakarbejder, stålbroer, træbyggeri og spuns for de mange kanaler.