Træbrygge ved BLOX
I Københavns Havn har CG Jensen i hovedentreprise anlagt en ny træbrygge ud for BLOX, som er et nyt multicenter for blandt andet arkitektur og design.
Træbryggen er beliggende mellem Den Sorte Diamant og Langebro. Den er fem meter bred og 42 meter lang, og den fungerer som et nyt byrum, der strækker sig ud over vandet.
CG Jensens division Ramning og Vandbygning har udført træbryggen som en stålkonstruktion, der understøttes af henholdsvis rammede stålpæle og den eksisterende kajkonstruktion. Oven på stålkonstruktionen har vi etableret et trædæk af egetræsplanker således, at alt stål foruden stålpælene er usynligt.
Træbryggen eksisterer som en naturlig forlængelse af den eksisterende kaj-konstruktion og løber langs med kajkanten, der er opbygget som en væg af kvadersten, hvortil dækkonstruktionen støder op.
I den nordlige ende af konstruktionen støder træbryggen op til en 165 kvadratmeter stor betonplade, der fungerer som en afsats ud over havnen. Denne har vi ligeledes beklædt med et egetræs-dæk, kantbjælker og redningsstiger, så den fremstår som en fuldkommen integreret del af træbryggen.
Som hovedentreprenør på projektet har CG Jensen stået for levering og ramning af stålpæle og stålkonstruktioner, levering og montering af trykimprægneret fyr og splintfri eg samt levering og montering af kajudstyr, herunder redningsstiger og redningsline.
I forbindelse med opførelsen af træbryggen har vi også udført dykkerarbejde.
Da der var meget begrænset plads at opføre bryggen på, måtte vores division for Ramning og Vandbygning tænke særdeles kreativt, da pælene til bæring skulle bankes på plads.
”En af vores forcer er, at vi har 30 mand, der er særligt gode til at arbejde med træ. Det er ikke alle, der har det. Vi skulle slå pæle ind under bygningen, som kun kunne stå på meget lidt plads. Der er kun 20 centimeter mellem pælene og kajkanten”, siger divisionschef Jørn Asmussen fra Ramning og Vandbygning.