CG Jensen opfører et fyrtårn i Nordhavn

Sundmolen i Nordhavn har fået et nyt fyrtårn – et smukt, rundt tårn, der gemmer på en helt særlig historie. Det er tegnet af en af CG Jensens formænd og er blevet til takket være ihærdighed og en insisteren på at følge tingene til dørs.

CG Jensens division Anlæg Vest har udført en større makeover af den gamle, nedslidte Sundmolen i Nordhavn. En flot træpromenade er bygget til molen, der er blevet både udvidet og forskønnet i en sådan grad, at den kan være svær at genkende ligesom landskabet omkring har fået tilført nye stier og ikke mindst en decideret skov.

I forbindelse med opgaven skulle formand Jacob Cargnelli og sjakket midlertidigt fjerne et ældre, glasfiber fyrtårn på molen. De kunne dog ikke nænne at flytte det på plads igen. 

“Det lignede faktisk lidt et rasteplads toilet, så det kunne vi næsten ikke have siddende på os at skulle sætte op igen, så vores byggeleder Esben pressede rigtig godt på for, at vi fik lov til at lave et nyt fyrtårn”, fortæller formand Jacob Cargnelli.

Man er vel gammel tømrer

Men hvem skulle tegne det nye fyrtårn? På en måde lå det lige for, men den faste mavefornemmelse viste sig i den efterfølgende tid også at give lidt hovedbrud.

“Det røg ud af mig på et møde med bygherren, at det kunne jeg da godt – men det bliver på den rigtige måde med papir og blyant.  Det kommer måske nok af, at jeg er udlært tømrer – og der tegnede vi jo alting i hånden. Jeg har også tegnet mit eget sommerhus. og sådan nogle ting, så derfor lå det nok lidt i kortene. Så er der nok også en lille djævel i mig, der gerne vil vise, at man stadig godt kan tegne ting i hånden – man kan stadig godt lave ting, der ikke skal være 3D projekterede. Så derfor tænkte jeg; gammelt håndværk og gamle tegninger, det må hænge sammen”, fortæller Jacob Cargnelli.

Som sagt så gjort. Gennem en lang nat tegnede Jacob Cargnelli på livet løs. 

“Det krævede en del forsøg, før proportionerne var helt rigtige. Vores bygherre By & Havn var heldigvis glade for resultatet og så var det jo ‘bare’ lige at få det lavet”, siger Jacob Cargnelli lettere ironisk med henvisning til det store arbejde, der viste sig forude med at skabe et nyt tårn. 

Alene den lille søde kobbertop måtte de helt til Tyskland for at finde nogen, der havde kompetencerne til at løfte den opgave.

Et varigt aftryk

Det nye fyrtårn ligner det fyrtårn, man kan finde på Langelinie. Dog i en lidt mere moderne udgave. Der står allerede nu en bænk tæt på fyrtårnet, om Jacob Cargnelli skal sidde på den og skue ud over sundet og molen, når han engang får tid, er nok ikke helt utænkeligt.

“At se fyrtårnet blive sat op herude; det var jo en helt, helt fantastisk oplevelse. At se komponenterne blive samlet og blive til det, det er i dag, det var rigtig stort. Jeg tror, min familie er ved at være trætte af at høre, om det fyrtårn”, smiler formanden.