CG Jensen skal opføre nyt P-hus i Bella Kvarter

For bygherren Solstra Development skal CG Jensen opføre et otte etagers p-hus med plads til i alt 401 p-pladser – fordelt på 16 splitniveauer.

Det 10.000 kvadratmeter store p-hus opføres i den nye bydel ’Bella Kvarter’ i Ørestad Syd, og i stuearealet indgår plads til cykelparkering samt små opholdsrum med indbyggede træbænke.

Også på ydersiden af p-huset finder man opholdsbænke samt et opholdsareal. Det planlagte byrum er tiltænkt de børnefamilier, som om morgenen skal aflevere børn til en børnehavebus, der har holdeplads op ad p-huset.

På ydersiden af p-huset etablerer CG Jensen stålwires som espalier, der skal begrønnes og være med til at give en grøn facade. Endelig opfører CG Jensen en 14 meter høj brandmur, der skal sikre p-huset i tilfælde af brand i Bella Center.

Ørestad Syd gennemgår i disse år store forandringer. Boligerne skyder op langs Ørestad Boulevard, og de mange beboere efterspørger bedre parkeringsmuligheder.

Hertil kommer, at Bella Centers mange gæster får stadigt sværere ved at finde parkering grundet flere og flere bebyggede arealer i området.

P-huset skal stå færdigt i sommeren 2019.

 

Bygherre: Solstra Development

Byggeperiode: 09-05-2018 – 01-07-2019

Entrepriseform: Totalentreprise

Entreprisesum: Oplyses ikke

Tilbage til oversigt