02/05/2022

Stolt formand hylder lærling efter sejr i DM i Skills

”Det er fantastisk – vi er helt høje stadigvæk!” Sådan lyder det fra formand Johnny Villadsen efter, at lærlingen Andreas Creutzberg sammen med sin makker Simone Olsen fra Arkil i weekenden vandt DM i Skills i faget Bygningsstruktør.

”Andreas og Simone vandt på præcision, og de vandt suverænt!”, fortæller den stolte formand oven på weekendens flotte sejr.

”Hele sjakket er helt oppe at køre over det. Det er første gang, en af CG Jensens lærlinge deltager i DM i Skills, og så vinder han! Det er helt fantastisk,” fastslår Johnny Villadsen, der selv har været dommer ved DM i Skills de sidste seks år. Det var han også i år, og han fortæller, at alle fire dommere var fuldstændig enige om, at Simone og Andreas var de suveræne vindere.

Det på trods af, at de begge kun er halvvejs gennem uddannelsen til bygningsstruktør og ikke nær så erfarne som dem, de stillede op imod.

”Andreas har først og fremmest et meget stort talent, og så han har en beundringsværdig ro, som har stor betydning til en konkurrence som DM i Skills, hvor der i år har været 70.000 besøgende,” fortæller Johnny Villadsen.

Stor intern opbakning

Johnny Villadsen fremhæver, at mange i CG Jensen har en andel i den flotte sejr:

”Det gælder selvfølgelig hele Andreas’ sjak, og hans far, som er sjakbajs i Postbyen og også er en meget dygtig bygningsstruktør. Men også CG Jensen og firmaets prioritering og engagement i lærlinge, ligesom vores lærlingeudvalg har haft en uvurderlig betydning for, at vi står her i dag,” siger Johnny Villadsen

Andreas og Simone fik i øvrigt fuldt hus, idet de også vandt Arbejdsmiljøprisen for Bygningsstruktører.

Under konkurrencen bliver de unge nemlig også bedømt på deres brug af sikkerhedsforanstaltninger og deres måde at arbejde forsvarligt på.

”Det er SÅ flot, at de under det store pres også vinder den pris. Det plejer aldrig at være de samme, der både vinder den pris og selve danmarksmesterskabet,” fortæller Johnny Villadsen.