CG Jensen skal opføre endnu et boligprojekt i Irmabyen i Rødovre

Knap har CG Jensen overdraget boligprojektet ’Kernehuset’ til bygherren ELF Development, før en ny totalentreprisekontrakt er underskrevet mellem de to parter.

Denne gang skal CG Jensens Byggeri division opføre to længehuse, der samlet set består af 11.000 kvadratmeter bolig og 3.000 kvadratmeter parkeringskælder.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med bygherre, rådgivere og underentreprenører. Nu glæder vi os til at fortsætte de gode takter. Det betyder rigtig meget i hverdagen, at der er styr på tingene”, siger projektchef Mette Wissing om den nye byggesag.

Bygherren ELF Development har undervejs været rigtig glade for CG Jensen og roser den snorlige opførelse af Kernehusets 82 lejligheder fordelt på syv opgange.

”CG Jensen leverer en rigtig god kvalitet. Der er styr på processerne, og man føler sig tryg. Det er altafgørende for mig som bygherre, og vi har nu valgt at fortsætte samarbejdet i en ny byggesag”, siger teknisk direktør for ELF Development, Michel Reumert Reffs, om det udvidede samarbejde.

CG Jensen starter op på det nye byggeri i oktober.

 

Bygherre: ELF Development

Entrepriseform: Totalentreprise

Byggeperiode: 15.10. 2018 – 15.06. 2020

Entreprisesum: Oplyses ikke

Tilbage til oversigt